Hvorfor rammer jordskælv igen Nepal og hvad nu?

Kathmandu. Et nyt jordskælv ramte i dag Nepal og bragte flere ødelæggelser til landets hovedstad, der i forvejen lå i ruiner.
Kathmandu. Et nyt jordskælv ramte i dag Nepal og bragte flere ødelæggelser til landets hovedstad, der i forvejen lå i ruiner.
Lyt til artiklen

Kun 17 dage efter at et stort jordskælv lagde Nepal i grus og dræbte mere end 8.000 personer, blev landet igen ramt af voldsomme rystelser i dag.

Et jordskælv med epicenter i nærheden af Mount Everest og en kraft på 7,3 på Richterskalaen skabte nye ødelæggelser. Det er endnu svært at vurdere omfanget, men flere end 40 personer er meldt døde og flere end 1.129 kvæstet.

Hvorfor rammes Nepal igen?

Nepal ligger i et område, der ofte rammes af jordskælv, men før nu har Nepal ikke siden 1934 haft et jordskælv på over 7 på skalaen. Når landet rammes med den store kraft to gange inden for kort tid, er der en sammenhæng:

»Det jordskælv, der ramte Nepal i morges, er et efterskælv til det, der ramte for to uger siden. Det er et meget kraftigt efterskælv, men det er et efterskælv«, siger Tine B. Larsen, seniorforsker ved GEUS.

LÆS MERE

Endnu et voldsomt jordskælv rammer Nepal

Dybt under jordens overflade rykker den indiske kontinentalplade sig årligt 4,5 centimeter ind i det asiatiske kontinent, og da kontinentet ikke kan flytte sig stille og roligt, kommer der en gang i mellem voldsomme brud og ryk. De spændinger skaber jordskælv:

»Ved store jordskælv kommer der næsten altid efterskælv, fordi jorden har behov for at finjustere, fordi der stadig er for store spændinger til, at undergrunden kan holde til det, så den giver efter«, fortæller Tine B. Larsen, der forklarer, at de to jordskælv i Nepal kan ses som en »fortsættelse«.

Derfor er det misvisende at tale om et epicenter. I stedet er det en stor zone af opsprætning og forskydning i undergrunden, og epicenteret kan ses som der, hvor jordskælvet starter. De to skælv i Nepal ligger på hver side af hovedstaden Kathmandu, og spændingerne har dermed bevæget sig under byen med 2,5 millioner indbyggere.

»Ved jordskælvet for 17 dage siden bevægede opsprætningen sig mod øst og tættere mod Kathmandu. Det nye efterskælv kom yderligere 30-50 kilometer mod øst, så det kunne tyde på, at det er en fortsættelse. Der har været noget styrke i undergrunden, der gjorde, at den ikke har bristet med det samme, men så har den taget et ryk mere nu«, fortæller Tine B. Larsen., der ikke kan forklare, hvorfor præcis Kathmandu heldigvis blev forbigået.

Efterskælvs karakter afhænger af den lokale geologi. Normalt kan de fortsætte i månedsvis og ved rigtig store jordskælv i årevis. I gennemsnit er det største efterskælv 1,2 mindre på Richterskalaen end hovedskælvet, men der forekommer større efterskælv. Som tommelfingerregel bliver efterskælvene mindre som tiden går, og der bliver færre af dem. Man siger, at skælvet er slut, når rystelserne er tilbage på niveau som før jordskælvet.

Alligevel er efterskælvene ikke noget, man kan forberede sig på, fordi man ikke kender svaghederne i undergrunden.

Hvilke konsekvenser har jordskælvet i et land, der allerede er ramt?

Der er både gode og dårlige ting ved, at jordskælvet rammer kort efter et andet jordskælv. For mange Nepalesere er det en dobbelt tragedie, forklarer Jonas Keiding Lindholm, vicegeneralsekretær i Red Barnet:

»For en del mennesker, hvor huset ikke røg første gang, så røg det nu«.

På den anden side kan han fortælle, at jordskælvet i morges ikke har ramt så hårdt som det første for 17 dage siden, selvom det er næsten lige så stort og lå lige så tæt på Kathmandu. Hvorfor er det endnu svært at vurdere.

Da jordskælvet ramte første gang, efterlod det husene i tre forskellige tilstande: Som før, i ruiner, eller med revner i fundamentet. Bygninger med revner i fundamentet har haft større sandsynlighed for at falde sammen, mens de huse der lå i ruiner selvsagt ikke kan falde sammen to gange.

Nepalsernes psyke kan til gengæld rammes flere gange:

»Det bliver et varigt traume, fordi man ikke ved, om man overhovedet tør opholde sig indenfor«, siger Jonas Keiding Lindholm.

NYT JORDSKÆLV I NEPAL:

Nyt jordskælv i Nepal: Folk var lige begyndt at flytte ind i deres huse igen

Samtidig står Nepal over for monsunsæsonen, og mange mangler nu tag over hovedet.

På den positive side har man allerede mobiliseret nødhjælp efter det første jordskælv og kan reagere meget hurtigere end før. En stor del af de redningshold, der har eftersøgt folk i ruinerne, er godt nok taget hjem i sidste weekend, men der er stadig flere eksperter og nødhjælpsarbejdere i landet, der hurtigt kan bistå nepaleserne.

For nepaleserne er hverdagen dog kommet et skælv længere væk. Folk var begyndt at flytte ind igen, skole og hospitaler var blevet godkendt, så de kunne bruges igen, og undervisningsministeriet var klar til at starte undervisningen igen. Alt det blev rystet ind i kaos igen.

Jonathan Tybjerg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her