Kim Jong-un var godt tilfreds. Han var begejstret. Den nordkoreanske leder kaldte affyringen af de tre missiler for »en succes« ifølge Nordkoreas officielle nyhedsbureau, KCNA.
Det var lørdag morgen i sidste uge, Nordkorea gennemførte en test, og for første gang blev missilerne affyret fra en ubåd. Det hele blev ifølge nyhedsbureauet personligt ledet af Kim Jong-un, der også erklærede, at hans militærstyre nu har et »strategisk våben i verdensklasse«, der er i stand til »træfninger og ødelæggelser i ethvert farvand af fjendtligtsindede kræfter, der måtte krænke suveræniteten eller værdigheden« af Nordkorea.




























