Allerdybest inde i det tyrkiske regeringspartis kerneland er opbakningen begyndt at vakle. Istanbuls store basar, muligvis verdens største turistattraktion med over 90 millioner besøgende om året, rummer 3.000 butikker og 25.000 ansatte, hvoraf de fleste støtter præsident Erdogan.
Fatih-kvarteret, som basaren ligger i, er en urokkelig bastion for Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), der i morgen står til at vinde sit fjerde parlamentsvalg i træk. Men blandt vælgerne er utrygheden begyndt at brede sig.




























