De baltiske lande, Polen og andre østeuropæiske lande er ved at indgå aftale at deponere tunge amerikanske våben, herunder 250 kampvogne og 1.200 militære køretøjer, på deres territorier, skriver New York Times. Nato-kilder oplyser til Politiken, at der bliver etableret små hovedkvarterer med modtagefaciliteter og forsyninger af ammunition og brændstof.
Depoterne skal sikre, at 3-5.000 amerikanske soldater med få timers varsel kan være kampklar i de fire lande, der har landegrænse til Rusland, men også i Ungarn, Rumænien og Bulgarien, der tidligere var medlemmer af Warszawapagten, den kolde krigs modstykke til Nato.




























