I 2002 var der blot 52 voksne eksemplarer af den iberiske los tilbage i naturen. I 2012 var antallet steget til 156, takket være en målrettet indsats for at forbedre dyrenes vilkår. Den iberiske los findes nu i to regioner i det sydvestlige Spanien samt i det sydøstlige Portugal.
Det er en af de gode nyheder på den nye udgave af den internationale rødliste over dyre- og plantearter, som blev udsendt i går. Fremgangen for den iberiske los betyder, at den er rykket fra ’kritisk truet’ til ’truet’ på listen, som udarbejdes af IUCN, Den internationale sammenslutning for naturbevarelse.




























