En sen majaften i 1993 ankom 120 bosniere til Randers. De fleste af dem var muslimer. De var på flugt fra Eksjugoslaviens blodige borgerkrig, og de skulle indkvarteres i et nyt flygtningecenter i Jernbanegade nær byens centrum.
Det var min farfar ikke glad for. Han og min farmor boede i deres ejerlejlighed i herskabsvillaen lige ved siden af centeret, og han var nervøs for at se sit kvarter ødelagt og sin ejendom falde i værdi på grund af alle de ukendte mennesker. Min farfar var alt andet end en venstreorienteret, internationalt orienteret humanist.




























