Mens Rusland i tre uger har bombet oprørsgrupper i Syrien efter ønske fra præsident Bashar al-Assad, så bliver der nu sendt et meget klart politisk signal fra Storbritannien: Assad har ingen fremtid som leder af det borgerkrigshærgede land.
Meldingen, der altså er stik imod Ruslands planer, kommer fra udenrigsminister Philip Hammond, der i Underhuset i det britiske parlament har talt om muligheden for, at verdens stormagter trumfer en fredsaftale igennem og ender den snart fem år lange konflikt, der har kostet 250.000 mennesker livet og sendt halvdelen af Syriens befolkning på flugt.




























