Havde man inden fredag aften skullet opliste oplagte parisiske terrormål, havde spillestedet Bataclan på Boulevard Voltaire nok ikke ligget i toppen. Et gammelt og på flere måder legendarisk spillested, der nok fokuserer på rock, men har en bred nok profil til at huse alt fra hiphop til Chippendales.
Alligevel endte spillestedet med at blive skueplads for de mest voldsomme blodsudgydelser i den serie af angreb, der fra sent fredag aften ramte den franske hovedstad, da bevæbnede mænd stormede ind og begyndte at skyde uskyldige koncertgængere.


























