Fire kvinder sidder på en række og maler en smule korn. Der er alt for lidt af det. En lille dreng hænger ved den ene af kvindernes bryst og prøver at suge lidt mælk ud. Han græder af frustration, da der ikke kommer noget.
Vandet står usædvanlig lavt i Omo-floden i år. Normalt går floden over sine bredder hen mod slutningen af regntiden i august og oversvømmer et område på 5 km i begge retninger. Når floden trækker sig tilbage, dyrker dassanech-folket hirse, majs, bønner og tobak.




























