Omkring 8.000 pendlere plus tusindvis af andre togpassagerer vil fra 4. januar daglig blive registreret i en database over rejsende til Sverige. DSB vil nemlig ikke blot kontrollere, at passagererne har gyldig billedlegitimation, men også affotografere id-kortene og gemme data i et søgbart register.
»Vi skal kunne dokumentere over for svenske myndigheder, at der er gennemført id-kontrol. Derfor skal vi beholde oplysninger om de rejsende til Sverige, så længe det er nødvendigt«, lyder det i en kortfattet udtalelse fra DSB’s informationschef, Tony Bispeskov.


























