Der var ingen højstemte løfter om ’fred i vor tid’, da USA’s udenrigsminister, John F. Kerry, i München i sidste uge annoncerede, at de internationale stormagter var blevet enige om en våbenhvile i Syrien, der efter planen skal træde i kraft i dag.
Alligevel mindede både scenen og aftalen den amerikanske mellemøstekspert Marina Ottaway om Neville Chamberlains berygtede og lidet succesrige München-aftale med Adolf Hitler om opdelingen af Tjekkoslovakiet i 1938.




























