Det handler groft sagt om småpenge. Alligevel kan det blive en af årsagerne, hvis Storbritannien ender med at forlade EU.
På et igangværende to dages topmøde i Bruxelles kæmper Storbritanniens premierminister, David Cameron, for at få resten af EU med på en aftale, som skal overbevise de britiske vælgere om, at de skal stemme for at forblive medlem af unionen. Efter at den første dag og nats forhandlinger sluttede tidligt i morges, er der enighed om meget, men Camerons krav om at ændre børnechecken er blandt de emner, som fortsat volder problemer.




























