Hvis det står til en række europæiske lande, skal grænsen mellem Grækenland og resten af Europa lukkes hermetisk for flygtninge. Og rygtet om, at det forjættede Europa i øjeblikket bliver sværere og sværere at nå som flygtning, har bredt sig til flygtningelejrene i Syriens nærområder. Samtidig har manglende hjælp til netop nærområderne skabt en desperat situation mange steder.
Denne kombination har medført en radikalt forandret flygtningesituation, hvor flertallet af dem, som bevæger sig fra Grækenland og videre op igennem Europa, nu for første gang er kvinder og børn.




























