Det er lidt af en balanceakt at være til ansættelsessamtale om jobbet som FN’s generalsekretær. Man skal være fagligt tung nok til at kunne styre FN’s enorme organisation, men ikke så tung, at man truer med at tage magten fra medlemsstaterne. Man skal være markant, så man kan sætte FN’s dagsorden globalt, men ikke så skarp, at man fornærmer stormagterne. Man skal love reformer, men ikke være så konkret, at det truer de enkelte landes kæpheste.
De foreløbig otte officielle kandidater til posten indleder i morgen en åben høring blandt FN’s medlemslande om deres visioner for verdensorganisationen. Men i kulissen foregår en speget diplomatisk stoledans, og det er langtfra sikkert, at den person, der sætter sig i stolen ved årsskiftet, er at finde blandt dem, der i morgen bliver grillet af medlemslandene. Det vurderer en række FN-kilder, som Politiken har talt med.
Det er Sikkerhedsrådet, der endeligt indstiller en kandidat til godkendelse i Generalforsamlingen, hvor alle medlemslande har plads. Processen betyder, at alle de fem permanente medlemmer har vetoret. For ti år siden løb den altid smilende koreanske udenrigsminister Ban Ki-moon med posten, fordi han var den eneste, ingen af stormagterne for alvor havde noget imod.
I praksis handler spillet denne gang om at finde en person, som både USA og Rusland kan acceptere trods det dybfrosne politiske klima mellem Moskva og Washington.
Rusland har i første omgang sat dagsordenen for valgprocessen ved at insistere på, at den næste generalsekretær skal være fra Ruslands egen østeuropagruppe, der er den eneste af FN-systemets fem regionale grupper, der aldrig har haft posten.
Samtidig er der et betydeligt politisk pres for, at FN får sin første kvindelige generalsekretær.
Bulgarien har stærke kort
Bulgarien har på papiret de to bedst kvalificerede kandidater, der passer til denne beskrivelse. Unesco-chef Irina Bokova og EU’s budgetkommissær, Kristalina Georgieva. Men de illustrerer samtidig problemet med at finde en egnet kandidat i Østeuropa netop nu. Kandidater med den rette erfaring er enten for prorussiske for USA eller er for antirussiske til at falde i Moskvas smag.
Bokova er tidligere kommunist med en uddannelse i international politik fra Moskvas universitet i dagene før murens fald. I amerikanernes øjne er Bokova lovligt tæt på Putin-styret, selv om hun også har et bredt netværk i USA og forleden blev anbefalet af landets tidligere FN-ambassadør, Bill Richardson. Det er heller ikke blevet glemt i Obama-regeringen, at Unesco under Irina Bokovas ledelse optog Palæstina som fuldgyldigt medlemsland trods heftige israelske og amerikanske protester.
Omvendt ville Rusland måske mistænke den konservative EU-kommissær Kristalina Georgieva, der regnes for en uhyggeligt effektiv administrator, for at være Bruxelles’ kandidat snare end Bulgariens.
Efter en større regeringskrise i Sofia blev den konservative ministerpræsident Borisov tvunget til at udpege socialisten Bokova som landets officielle kandidat i stedet for sin partifælle Georgieva, som bulgarerne også gerne ser fortsætte på sin indflydelsesrige post i EU-kommissionen.
Flere af de øvrige østeuropæiske lande har i det bulgarske slagsmål set muligheden for selv at løbe med posten. Den lidt farveløse tidligere præsident Danilo Türk fra Slovenien kan være bud på en kompromiskandidat, men kandidaterne er sprunget ud alle vegne i forårets første måneder.
Moldova stiller med tidligere udenrigsminister Natalia Gherman, Montenegro med udenrigsminister Igor Lukšic, Kroatien prøver med tidligere udenrigsminister Vesna Pusic, og Makedonien sender tidligere udenrigsminister Srgjan Kerim til ugens høringer.
Portugal udfordrer Østeuropa
Da østeuropæerne åbenlyst ikke har kunnet samle sig om en kandidat, smed Portugal et stærkt kort ind i kabalen med António Guterres. Hvorfor skal vi begrænse os selv i forhold til køn og regionalt område, når vi nu har den bedste kandidat, lyder den portugisiske logik.
Hvis diplomaterne i New York selv kunne vælge chef, ville Guterres måske være det bedste bud på grund af sine ti år som flygtningehøjkommissær, der mødes med anerkendelse fra næsten alle sider.
»Han er fagligt set den klart tungeste af de nuværende officielle kandidater«, siger en centralt placeret FN-kilde.
I sidste uge lagde New Zealand så yderligere et kort i kabalen med UNDP-chef Helen Clark, der også vurderes som et fagligt stærkt kort og jo altså oven i købet kvinde.
Men når nu låget er røget af æsken med kandidater uden for Østeuropa, er der ingen grund til kun at se på alternativer fra den vestlige gruppe, mener flere stemmer. Asien og Afrika, der har leveret de to seneste generalsekretærer, er udelukkede, men hvad med Latinamerika?
Derfor taler mange nu også om Argentinas udenrigsminister Susana Marcorra, der indtil for nylig var Ban Ki-moons stabschef, som en mulig kandidat. Flere andre syd- og mellemamerikanske lande sonderer ligeledes terrænet.
Jokeren Angela Merkel
Derfor er det nu langtfra sikkert, at den næste generalsekretær skal findes blandt de nuværende kandidater. Processen er åben helt til det sidste, og Mogens Lykketoft, der som formand for FN’s Generalforsamling formelt styrer processen, har allerede erklæret, at han vil holde høringer med eventuelle senere kandidater.
Men de store lande i Sikkerhedsrådet kan også opfinde deres egen kandidat. Hvis Rusland føler, at de må acceptere et kompromis for at sikre, at posten går til Østeuropa, kan bulgarske Georgievas kandidatur blive genoplivet i 11. time.
Alternativt kan Sikkerhedsrådet samles om en generalsekretær, der på grund af sin nuværende post ikke kan melde sig som kandidat, men som vil nyde bred opbakning. Her nævnes Chiles præsident Michelle Bachelet som et muligt bud. Og så det vildeste scenarie, der optager snakken i korridorerne i FN-bygningen i øjeblikket: Tysklands Angela Merkel.
Det er langt ude, indrømmer de fleste, men måske kunne kansleren, der er under hjemligt politisk pres, være fristet af en ny karriere i New York. Selv hvis hun ville, er det imidlertid ikke sikkert, at stormagterne ville være tiltrukket af tanken om at have en historisk stærk person på posten.
Derfor kan det meget vel ende med endnu en stille diplomat, som ingen har noget imod, når de sidste ansættelsessamtaler er afholdt.
fortsæt med at læse
