Et enkelt ord beskriver stemningen i Storbritannien efter den historiske beslutning om at forlade EU: rådvildhed. Det gælder ’manden på gaden’, den polske servitrice, det gælder i Londons vigtige banksektor og i de politiske partier, hvor knivene bliver hvæsset til de kommende ugers magtkampe.
»Det bliver blodigt«, siger ejeren af en aviskiosk på Tower Bridge Road med blikket rettet mod avisernes overskrifter. Mere velrenommerede politiske kommentatorer bruger den samme forslidte vending, og især folkeafstemningens sejrherre, Vote Leave-fløjens ubestridte stjerne, Boris Johnson, skal vare sig for knive i ryggen.




























