Gyservalget om præsidentposten i Østrig, der med få tusinder stemmer blev vundet af veteranen Alexander Van der Bellen den 22. maj, skal gentages. Det har Forfatningsdomstolen i Østrig netop meddelt.
Valget blev bragt for domstolen af den tabende part, det højreorienterede Frihedspartiet (FPÖ), hvis formand Heinz-Christian Strache mente, at der var for stor usikkerhed og for mange fejl i optællingen af stemmer. Det har Forfatningdomstolen altså nu givet Frihedspartiet ret i, og partiets kandidat, Norbert Hofer, får en ny chance, efter alt at dømme sidst i september eller først i oktober.




























