Joseph Provenzano tørrer sveden af panden. Det er en varm sensommerdag i New York, solen skinner nådesløst fra en dybblå himmel, men der er ikke tid til hverken at hvile eller sidde i skyggen. Sammen med hundredvis af andre bygningsarbejdere har Provenzano i månedsvis kæmpet for at gøre pladsen omkring Ground Zero klar til markeringen af 10-års-dagen for terrorangrebet 11. september 2001, hvor præsident Barack Obama og New Yorks borgmester Michael Bloomberg sammen med pårørende for de knap 3.000 ofre ved en stor ceremoni i dag indvier den nye mindepark. Provenzano har sammen med sit team haft ansvar for at plante de godt 400 træer, der skal være på pladsen, og selv om der er travlt, er det tydeligvis et arbejde, som den store lyshårede mand er stolt af. »Det er skønt at være her og være med til at bringe liv tilbage til et sted med så meget død«, siger han og peger tilfreds med en fejende bevægelse ud over de mange træer, der er plantet på pladsen.
Survivor tree
Blandt dem er det såkaldte ’survivor tree’, et lille pæretræ, der blev fundet i live under alle ruinerne i oktober 2001, og som siden er blevet passet og plejet som symbol på livskraften og nu står stolt og rankt på pladsen med et lille beskyttelseshegn omkring sig.
»Det er historisk. Et træ, man kan fortælle sine børnebørn om«, siger Provenzano, hvis beskyttelseshjelm, som de fleste andre arbejderes i området, er overklistret med patriotiske slogans.
LÆS OGSÅBorgmester: Hold op med at tale om Ground Zero
»God Bless America«, lyder et af dem hen over en tegning af World Trade Center.
»We will never forget«, lyder et andet.
Et mirakel
Faktisk er det lidt af et mirakel, at det overhovedet er lykkedes Provenzano og hans kolleger at bliver færdige. Vejen til åbningen af mindeparken og genopbygningen af Ground Zero har været ualmindelig lang, vanskelig og konfliktfyldt.
Ganske vist erklærede New Yorks daværende borgmester, Rudy Giuliani, allerede samme dag World Trade Center kollapsede efter terrorangrebet, at storbyens højeste bygninger ville blive genopbygget.
Sikkerheden er i top i New York på ti års-dagen for terrorangreb



























