Udlændingeminister Inger Støjberg (V) erklærede forleden på Facebook, at hun har skuffen fuld af nye udlændingestramninger, som hun glæder sig til at gennemføre. I sidste uge kom den seneste op af skuffen, da regeringen suspenderede Danmarks deltagelse i FN’s kvoteflygtningeordning.
Men i FN-hovedkvarteret i New York, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag deltager i et flygtningemøde ledet af USA’s præsident Obama, spiller Danmark en anden melodi: Her tilsluttede regeringen sig i går en fælles ambition om at øge antallet af FN-kvoteflygtninge. Samtidig genbekræftede Danmark sammen med FN’s øvrige medlemslande opbakningen til FN’s flygtningekonvention – uden at tilføje noget om, at konventionens ordlyd skal genforhandles eller praksis indsnævres, hvilket regeringen har talt om hjemme i København.


























