Mens EU arbejder på højtryk for at få europæerne til at kvitte smøgerne, fortsætter unionen med at sprøjte milliarder i tobaksproduktionen. Ifølge tal fra EU-kommissionen blev der sidste år sendt 2,4 milliarder kroner af sted til bønder i Sydeuropa, som dyrker tobak på deres marker. Administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, kalder det »fuldstændig grotesk«, at støtten ikke er helt afskaffet endnu. »Med den ene hånd bruger man penge på at støtte tobaksindustrien. Og med den anden hånd forsøger man at få folk til at holde op med at ryge. Det hænger slet ikke sammen«, siger den tidligere sundhedsminister. Støtten på nedtrapning EU-støtten var i 2006 dog markant mindre end de foregående år, hvor beløbet lå på godt 7 milliarder kroner. I 2001 toppede tilskuddet med 10 milliarder kroner. Nedtrapningen i støtten skyldes, at EU-landene i 2004 blev enige om en reform, der udfaser den direkte støtte frem til 2010. I stedet vil EU støtte den enkelte landmand, uanset hvad han dyrker. Med reformen håber man, at bønderne vil begynde at dyrke andet end tobak, men der er ingen garanti for, at de ikke bruger EU-midlerne til at fortsætte tobaksproduktionen. Boel: Dobbeltmoralsk støtte Danmark stemte i sin tid imod reformen, fordi et samlet folketing ville have stoppet støtten øjeblikkeligt. Den daværende fødevareminister Mariann Fischer Boel (V), som nu forvalter tobaksstøtten som EU’s landbrugskommissær, tordnede mod resultatet. »Støtten til tobaksproduktion er dobbeltmoralsk. EU bruger store summer både på at støtte tobaksproduktionen og på at afvikle den i form af antirygekampagner«, sagde hun i 2004. Nedtrapningen af støtten får heller ikke Arne Rolighed til at dæmpe kritikken. »Jeg har ingen forståelse for det. Hvis EU mener, at tobak er skadeligt, må man stoppe støtten med det samme. Så må man finde en anden måde at kompensere landmændene på«, siger direktøren, der er klar til helt at forbyde røgen. »Jeg har netop set nogle nye forskningsresultater, som viser, at 50 millioner mennesker på verdensplan vil dø af rygning inden 2050«, siger han. Kampagne kom senere I EU-kommissionen er man heller ikke begejstret over dobbeltmoralen.
Da sundhedskommissær Markos Kyprianou i sidste uge blev spurgt, hvorfor man stadig støtter tobaksproduktionen, når man prøver at få folk til at holde op med at ryge, erkendte han, at man står i en »speciel situation« lige nu. »Tobaksstøtten kom før vores kampagner. Men vi har taget tiltag til at udfase støtten frem til 2010«, sagde han.




























