Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Første udbrud af m- og k-syge i Frankrig

Lyt til artiklen

Det første bekræftede tilfælde af den frygtede mund- og klovsyge blev tirsdag fundet i Frankrig, meddelte det franske landbrugsministerium i Paris. Tilfældet blev opdaget i et kvæglandbrug i det vestlige departement Mayenne. Det pågældende landbrugs kvæg blev slagtet natten til tirsdag og vil blive brændt, meddelte ministeriet. Det er det første bekræftede tilfælde af mund- og klovsygen på det europæiske fastland, siden sygdommen brød ud den 19. februar i Storbritannien. Beredskabet fungerer Men udbruddet af mund- og klovsyge i Frankrig giver ikke dansk landbrug anledning til at stramme sit beredskab mod den stærkt smitsomme dyresygdom mere, end det allerede er sket. Når tilfældet er fundet, skyldes det, at det franske beredskab mod mund- og klovsyge fungerer, og derfor er der ingen grund til panik, selv om sygdommen nu har bredt sig til det europæiske fastland, mener direktør Erik Bisgaard Madsen, Danske Slagteriers veterinær- og levnedsmiddelafdeling. »Vi vil endnu en gang sammen med Fødevaredirektoratet gå vores tjeklister igennem, som vi har gjort det så mange gange i den seneste tid, og så holder vi selvfølgelig øje med de informationer, vi får fra Frankrig, om der kommer flere tilfælde«, siger Erik Bisgaard Madsen til Ritzau. Hidtil har mund- og klovsygen kun været i udbrud i Storbritannien. Virus fra importeret får Danske Slagterier har fået oplyst, at den franske kvægbesætning er nabo til en af de gårde, der har fået får importeret fra Storbritannien. De områder, hvor der ligger gårde med nyligt importerede får, er af de franske myndigheder udpeget til særlige overvågningszoner, som følges nøje, og hvor fårene blandt andet er blevet testet for mund- og klovsyge. »I mine øjne er det udtryk for, at nogle af de importerede får har haft virus med, som har kunnet smitte naboens kvægbesætning«, siger Erik Bisgaard Madsen. Efter hans mening er de franske myndigheder gode til at tackle beredskabet mod mund- og klovsyge, og derfor ser han det nyopdukkede tilfælde som udtryk for, at deres beredskab fungerer. Ingen risikodyr i Danmark Danmark har ifølge Erik Bisgaard Madsen ikke modtaget risikodyr fra Frankrig, og importen af dyr er i det hele taget under fuld kontrol. Bortset fra en enkelt import fra Sverige tidligere på året er der ikke kommet får fra udlandet i meget lang tid. Fra Storbritannien er der ikke kommet kvæg i flere år på grund af risikoen for kogalskab (BSE), og hvad angår svin er der tale om fire-fem importer om året af avlsdyr, der kommer i karantæne i 30 dage og bliver testet for en lang række sygdomme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her