Kritik af Israel for bosætteres drab på palæstinensere

Lyt til artiklen

Israelske bosætteres drab på palæstinensere sker med Israels stiltiende accept. Det hævder en israelsk menneskerettighedsgruppe. Gruppen, der hedder B'Tselem, udgav torsdag en 52 sider lang rapport ved navn 'Stiltiende Accept'. Heri skriver B'Tselem, at israelske bosættere har dræbt seks palæstinensere i løbet af konflikten, der har raset i regionen siden september sidste år, og at det israelske retssystem har vendt det blinde øje til. »Skønt de israelske myndigheder ikke direkte opfordrer til vold mod palæstinensere, fører deres ligegyldighed til det samme resultat. Denne politik overtræder principper om lighed for loven og ryster hele det israelske retssystem, står der i rapporten. Manglende efterforskning B'Tselem anklager myndighederne for ikke at have efterforsket to af drabene. Samtidig skriver gruppen dog, at drabene blev begået samtidig med, at palæstinensere optrappede angrebene mod de jødiske bosættere. Der bor omkring 200.000 jødiske bosættere på Vestbredden og i Gaza, som Israel besatte i krig for 34 år siden. Ifølge folkeretten er bosættelserne ulovlige. I B'Tselems rapport er der indirekte støtte til palæstinensernes krav om at fjerne bosættelserne, men samtidig skriver gruppen, at angreb på bosættere ikke kan retfærdiggøres. Gruppen beder den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, om at stoppe angrebene. Siden den første Intifada begyndte i 1987 er i alt 119 palæstinensere, heriblandt 23 mindreårige, blevet dræbt af jødiske bosættere eller andre civile israelere. Siden konflikten brød ud igen i september sidste år er 22 civile israelere blevet dræbt af palæstinensere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her