Den makedonske hær iværksatte torsdag fornyede beskydninger af etnisk albanske oprørsstillinger i den nordøstlige del af Makedonien. For første gang siden den 3. maj blev heftig beskydning med tungt artilleri ledsaget af troppebevægelser på landjorden. Makedoniens indenrigsminister, Ljube Boshkovski, sagde, at makedonske styrker i forbindelse med offensiven er rykket ind i landsbyen Vakcince, der længe har været oprørernes højborg. »For halvanden time siden indtog vore styrker det første hus i Vakcince. Det vigtigste er, at der ingen civile ofre har været«, sagde Boshkovski til journalister kun en kilometer fra landsbyen. Kilder i den makedonske hær sagde tidligere, at der var planer om at omringe i alt 10 landsbyer og rykke ind med infanteristyrker landsby for landsby. En talsmand for det makedonske forsvarsministerium Georgi Trandafilov sagde, at planen var at evakuere landsbyerne civile indbyggere mod nord. Men rapporter fra området tyder på, at den makedonske offensiv trods udtalelserne fra de makedonske myndigheder har kostet civile liv. Det franske nyhedsbureau, AFP, citerer en oprørsleder for at sige, at mindst 11 civile blev dræbt og henved 200 andre såret, da den makedonske hær beskød de landsbyer i området, der kontrolleres af de albanske oprørere. Ifølge oprørslederen, der kalder sig Shpati, blev 10 civile dræbt i en kælder, hvor de var gået i dækning i landsbyen Slupcane. En anden blev dræbt nær flækken Orizare. En anden oprørsleder citeres af det britiske nyhedsbureau, Reuters, for at sige, at syv civile blev dræbt. Rapporterne kunne imidlertid ikke bekræftes af uafhængige kilder. Den makedonske hærs fornyede angreb kommer dagen efter, at det kom frem, at lederne for Makedoniens to største albanske partier, der begge er medlemmer af Makedoniens ny enhedsregering, havde haft møder med den politiske leder af oprørsgruppen NLA og forsøgt at overtale oprørerne til at indstille kampene. En hemmelig fredsaftale skal ifølge rapporterne være indgået med Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) som mægler. Forhandlingerne skabte vrede hos de slavisk-dominerede partier i enhedsregeringen, der har betegnet enhver form for forhandlinger med "terrorister" som totalt uacceptable. Forhandlingerne førte også til, at OSCE's udsending i Makedonien - Robert Frowick - i al hast forlod Makedonien torsdag. Diplomatiske kilder sagde, at Frowick, der er amerikaner og har lang tids erfaring på Balkan, havde medvirket til at få forhandlingerne mellem de albanske partier og de albanske oprørere på plads. Kilderne sagde, at Frowicks initiativ havde været "ekstremt skadeligt", og nu truer den enhedsregering, der efter vestligt pres blev dannet i Makedonien for kun 11 dage siden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Gymnasielærernes hovedbestyrelse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























