Politiken søndag: Verdenssundhedsorganisationen WHO har slået alarm i Tjekkiet. Den skriver i en rapport, at 35 procent af de tjekkiske unge under 16 år allerede har visse erfaringer med narkotiske stoffer. Det er en slags europæisk rekord. I Storbritannien er tallet ganske vist omtrent lige højt, men tendensen der er faldende, i modsætning til i Tjekkiet. Og mange tjekkiske eksperter siger, at det faktiske antal unge, som flirter med narko eller allerede er afhængige, er endnu større, end WHO skønner. Situationen forklarer de med flere faktorer, blandt andet landets beliggenhed, som gør, at mange internationale narkoruter mødes her. En anden grund er stoffet pervitin, som illegalt produceres i store mængder i Tjekkiet, er nemt at købe og sågar 'eksporteres' til udlandet. Pervitin-misbrugerne er stiknarkomaner. »Størsteparten af narkobrugerne i Tjekkiet er unge mennesker mellem 15 og 18 år. Vi tror, at op til 80 procent af de ældste fra denne gruppe allerede har prøvet et eller andet stof, oftest marihuana. Samtidig springer stadig flere unge de bløde stoffer over og indleder misbruget direkte med de hårde som pervitin eller heroin«, siger læge Ivan Douda fra rådgivningscentret Drop-in i Prag. I alt findes i Tjekkiet 160 kontaktcentre, narkomaner kan søge hjælp i. Pervitin er et syntetisk stof, der fremstilles af lægemidlet efedrin, som bruges mod for eksempel snue. Men efedrin har også en præstationsfremmende virkning og er forbudt for sportsfolk. I Tjekkiet er det receptpligtigt og derfor ret svært at få fat i på legal vis. Den nationale antinarkocentral, NPC, oplyser til Politiken, at størsteparten af det efedrin, pervitin-producenterne bruger, stammer fra udlandet, resten fra tyverier på apoteker og medicinalfabrikker. NPC, som hører under kriminalpolitiet, tør ikke gætte om omfanget af pervitin-produktionen. Men den siger, at 'eksporten' af stoffet til udlandet er stigende. Bander bag handel Bag fremstillingen og udbredelsen står som regel organiserede bander, ofte delvis udenlandske. En bande, som blev arresteret for nylig, havde ni medlemmer, som på et år har solgt, hvad ifølge politiets pressetalskvinde, Ivana Zelenakova, svarer til 2,5 millioner 'portioner'. I Tjekkiet er det strafbart at sælge narko, men ikke at bruge det. En gruppe unge misbrugere, Politiken talte med på en afvænningsklinik i Prag, hævder, at det tjekkiske narkomarked er stærkt domineret af russerne, fordi de er hovedleverandører af efedrin og meget aktive som dealere. NPC bekræfter kun delvis påstanden - den siger, at »russisksprogede personer og grupper« er involveret i distributionen af stoffer, men at der ikke findes beviser på russernes førerpositionen. Men de unge taler »af erfaring«. Det er så let at få fat i stoffer. Min datter, som går i gymnasium, fortæller næsten hver dag, at hun har fået tilbudt 'noget'« »Næsten alt efedrin kommer fra russerne. Det ved alle, der har været eller er på stoffer. Ligesom alle ved, hvor man køber pervitin, heroin eller hvad man har lyst til. Også mange turister ved det. Et hav af tyskere kommer her efter pervitin. Det er uhyre nemt i Prag, og så vidt jeg ved også i andre tjekkiske byer at finde en sælger. Jeg kan give dig de første fem adresser«, siger Jan på 24 år, en af klienterne på klinikken i Apolinarska gade. Han har seks års LSD- og pervitinmisbrug bag sig. Nu har han været stoffri i over et år. Resocialisering Gruppens psykoterapeut, Inka Paleckova, bekræfter, at det er »alt for nemt« at købe stoffer. Hendes patienter har være igennem mindst tre måneders intensiv afvænning på en institution samt et års resocialiseringsprogram, for eksempel i et kollektiv under opsyn af behandlingseksperter. Terapitimerne hos Inka Paleckova er teoretisk set den sidste fase af helbredelsesprocessen. »Narkomiseren i Tjekkiet skyldes i meget høj grad netop det faktum, at det er så let at få fat i stoffer. Min datter, som går i gymnasium, fortæller næsten hver dag, at hun har fået tilbudt 'noget'. Vi ved, at mange dealere opsøger ikke kun gymnasier, men også folkeskoler, fordi børn er så nemme ofre. De er nysgerrige og kan meget let lokkes til at prøve noget nyt. Det er frygteligt farligt, selv marihuana. Jeg accepterer ikke opdelingen i blød og hård narko, fordi for en 12-13-årig - hvilket desværre ikke er nogen undtagelse - er selv marihuana eller hash et uhyrligt hårdt stof«, siger Inka Paleckova. Misbrug accelererer Zdenka på 20 år nikker. Hun var 14 år, da hun begyndte med marihuana. Et år senere var hun afhængig af heroin. Ivan havde den samme start »med lidt uskyldig hash« og endte med to-tre gram pervitin dagligt. Der er nok til en hest, siger han. En gram pervitin koster i Prag 600-1.000 tjekkiske kroner (ca. 140-220 kr. ). Ivan havde til sidst brug for 100.000 kroner om måneden, hvilket svarer til et halvt års indtægt i Tjekkiet. Han stjal både hjemme, på gaderne, i forretningerne. Ligesom hans venner. Også læge Oliver Nyarhidy, som leder Detox, afdelingen for akut afgiftning på Apolinarska, advarer mod at undervurdere de såkaldte bløde stoffer. »Marihuana skaber ganske vist ikke fysisk afhængighed, derfor kaldes den blød. Men den påvirker psyken, svækker hukommelsen, hos unge piger fører den tit til menstruationsforstyrrelser, hos gravide kan den skade fostret, for lungerne er den værre end cigaretter osv. Alligevel er mange mennesker tolerante over for marihuana, ofte også forældre til børn, som bruger den. Det er er meget farlig tolerance. Jeg ser konsekvenserne hver dag«, siger lægen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Pårørende advarer om moralsk kollaps: Plejehjemsbeboere i Lyngby-Taarbæk efterlades uden basal omsorg
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























