Bin Ladens fæller har travlt i Europa

Lyt til artiklen

Nizar Trabelsi, der engang ernærede sig som professionel fodboldspiller i Tyskland, skulle have endt sit liv som en bombe på to ben. Hans opgave lød på at trænge ind på USA's ambassade i Paris og dér sprænge sig selv og så mange amerikanere som muligt i luften. Selvmordsattentatet blev ikke til noget. I første række bør takken gå til paskontrollen i Dubais lufthavn i De Forenede Arabiske Emirater. Trabelsi tilhører samme netværk som Djamel Beghal, der i disse døgn bliver krydsforhørt af den franske efterretningstjeneste. Beghal, der er fransk statsborger af algerisk afstamning, skal have tilstået, at han handlede efter ordrer fra en af Osama bin Ladens nærmeste medarbejdere. Et år i Afghanistan Djamel Beghal havde været på et års ophold i Afghanistan, da han i juli skulle skifte fly i Dubai. Her konstaterede man, at hans franske pas var falsk. Den franske efterretningstjeneste blev spurgt, om man havde noget på denne mand? Om man havde! I over et år havde man søgt at følge hans færden. En fransk undersøgelsesdommer fik lov at forhøre Beghal i fængslet i Dubai. Beghal tilstod at være involveret i planlægningen af terroraktioner. Målene var den franske ambassade og et, ikke nærmere præciseret, »amerikansk kulturcenter« i Paris. En af selvmordskandidaterne var tuneseren Nizar Trabelsi, der havde en fortid som fodboldspiller i Fortuna Düsseldorf. Sporene gik i mange retninger. Efterretningstjenesterne i Belgien og Holland blev varskoet og slog straks til. Hastværk I den franske efterretningstjeneste er man noget knotten over, at kollegerne var så forhastede. Det havde efter fransk opfattelse været smartere, hvis man havde valgt at overvåge de pågældende lidt længere, i håb om at man derved ville få færten af endnu flere mistænkelige personer. Franskmændene selv fik forbløffende hurtigt udleveret Djamel Beghal fra Dubai. Afhøringen af ham på fransk grund begyndte forleden og varede i første omgang 11 timer. Ifølge anonyme kilder blandt efterforskerne gentog Beghal sin tilståelse fra det første forhør i Dubai-fængslet. Men umiddelbart efter meddelte Beghals sagfører, at hans klient havde trukket sin tilståelse tilbage. Ifølge sagføreren havde politiet i Dubai udsat Beghal for både fysisk og psykisk vold. En anden forklaring på Djamel Beghals tilståelse går på, at han i fængslet i Dubai fik besøg af lokale gejstlige, der efter sigende fik ham til at indse, at terror er i strid med islam. Overbevist eller 'hjernevasket'? Omstændighederne er indtil videre dunkle. Netværk oprulles Umiddelbart efter terroraktionerne i New York og Washington sendte FBI agenter til Hamburg. Her fik de bekræftet deres formodninger om, at kamikazepiloterne gennem flere år havde brugt Tyskland som base for deres anslag mod USA. Men hurtigt fornemmede FBI, at terroristernes netværk var spundet ud over det meste af Europa. De seneste ugers udvikling har givet amerikanerne ret i deres antagelse. I Spanien pågreb de lokale myndigheder forleden syv algeriere, der sigtes for at være involveret i terrorprojekter. De havde deres gang i det store miljø af mere eller mindre legale invandrere fra Nordafrika, der fungerer som billig arbejdskraft i spansk landbrug og gartneri. Under efterforskningen er det slået fast, at en af gruppens kontakter var - tuneseren Nizar Trabelsi, der nu sidder bag tremmer i Belgien. Våben og kontanter Under razziaen i Spanien blev der fundet våben, masser af kontanter og avanceret elektronisk udstyr. Skræmmende var det også at se de 30 videobånd, der blev brugt til at hverve nye rekrutter til den fælles sag. Det drejer sig om optagelser fra kampzoner i Afghanistan, Tjetjenien, Bosnien og Algeriet, hvor man ser 'brødre' udrydde vantro fjender. Grufulde scener. De arresterede algeriere menes at stå i ledtog med terrorgruppen GSPC, der hærger deres eget hjemland. Og GSPC er under stærk mistanke for at være allieret med Osama bin Laden. Den spanske bekymring er, at man kun har fået fat på en meget lille del af et netværk af fundamentalistiske muslimer. Ligesom i Tyskland er der udbredt frygt for, at mange holder sig klar til at rykke frem i stedet for de 'brødre', der bliver pågrebet. Også i Italien spores denne angst. Rodolfo Ronconi, der leder Italiens deltagelse i Interpol, har talt om 'sovende celler' af terrorister. Fundamentalisternes netværk i Europa synes at være stærkest i Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og Storbritannien. Mudrede forhold De nationale efterretningstjenester er oppe mod svære odds i kampen mod terrorismen. Traditionelt har de ikke altid været lige ivrige efter at samarbejde - en vis rivalisering har gjort sig gældende. Dertil kommer, at hvert land har sine egne love at følge i bekæmpelsen af kriminalitet. Og EUs beslutninger om at indføre et mere smidigt og effektivt samarbejde lader sig ikke realisere fra den ene uge til den næste. I alle parlamenter er der tøven over for at gå for vidt og for hurtigt frem mod større harmonisering. Terroristerne har ikke samme hæmninger. De bevæger sig hen over landegrænser i ét væk, på forfalskede pas, og overalt synes de at kunne forlade sig på 'brødre'. I Frankrig har erfarne efterretningsfolk, begribeligvis under fuld anonymitet, forklaret offentligheden, hvor vanskelig en opgave de står over for. De har længe, hævder de, vidst besked om, hvad der rører sig i de mest radikale kredse af muslimer. Problemet er at slå til på det rette tidspunkt. Griber man ind for at forebygge en farlig udvikling, risikerer man at blive beskyldt for at drive hetz mod det muslimske samfund. Og er man for sen til at reagere, bliver man hånet for at være uduelig. Franske medier kritiserer i stigende grad Storbritannien for at være alt for lemfældig over for det, der går i svang omkring fundamentalistiske moskeer i britiske storbyer, og da især i London. Feber-hed Hvis en imam i Frankrig bliver lidt for 'feberhed', så får myndighederne i al diskretion sendt ham ud af landet, fortæller en anonym fransk efterretningsmand i dagbladet Le Figaro. Underforstået: Det samme burde de tolerante briter gøre. Det gælder således Djamel Beghal, der først blev pågrebet efter at have fremvist et falsk pas i Dubais lufthavn. Fælles for næsten alle de jagtede eller pågrebne fundamentalister er, at de har været i Afghanistan for at lære at omgås skydevåben og sprængstoffer. Et par franske Afghanistan-farere har indrømmet, at de rejste hjem før tiden: De kunne ikke følge med i fysik- og kemitimerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her