Japans største flyselskab, Japan Airlines (JAL), og et af selskabets konkurrenter Japan Air System (JAS) slutter sig sammen og danner verdens sjettestørste flyselskab, oplyste de to selskaber mandag. Sammenlægningen sker for at imødegå krisen i den globale luftfartsindustri, som er blevet forstærket efter terrorangrebet på USA den 11. september. »JALs styrke ligger på den internationale front, mens JAS er stærk på indenrigsområdet«, siger den øverste chef for JAS, Hiromi Funabiki. JAL og JAS, som er Japans tredjestørste flyselskab, kommer til at sidde på knap halvdelen af indenrigstrafikken i Japan og på mere end 75 pct. af international trafik fra Japan. Det nye selskab vil få omkring 50.000 ansatte og årlige indtægter på omkring 150 mia. kr. Den planlagte sammenslutning skal godkendes af selskabernes aktionærer i midten af næste år.
Fusion skaber verdens sjettestørste flyselskab
Lyt til artiklen