Vold overskyggede fælles sikkerhedsmøde i Mellemøsten

Lyt til artiklen

Onsdag blev endnu en dag i Mellemøsten, da volden overskyggede forsøg på at komme den 15 måneder lange konflikt til livs. En 53-årig palæstinenser blev dræbt af krydsild fra en israelsk helikopter i forbindelse med en kraftig skudveksling under israelske styrkers jagt på to bevæbnede palæstinensere i byen Jenin på Vestbredden. I Gazastriben skød israelske soldater varselsskud op i luften, mens de nægtede knap 100 udenlandske demonstranter at vise deres sympati med palæstinenserne. To franske aktivister blev tilbageholdt og mindst tre andre udlændinge blev ifølge øjenvidner slået i ansigtet af israelske soldater. Omkring 300 israelske soldater trængte ind i den palæstinensiske landsby Azzoun på Vestbredden, hvor de anholdt 17 personer ved husundersøgelser. Det israelske militær sagde, at de 17 var "mistænkt for fjendtlig aktivitet". Ifølge militæret tilhørte de palæstinenserlederen, Yasser Arafats Fatah-organisation, den militante Hamas-gruppe og gruppen PFLP, som stod bag drabet på den israelske turistminister i oktober. Højtstående israelske og palæstinensiske embedsmænd mødtes ellers i Gaza, efter at sammenstødene mellem de stridende parter er dæmpet i de seneste par dage, sagde palæstinensiske embedsmænd. Det seneste sikkerhedsmøde blev holdt den 19. december og førte ifølge palæstinenserne ikke til noget resultat. Mødet mellem parterne kom i stand efter, at Israel natten til onsdag hævede blokaden af byen Jeriko på Vestbredden, hvilket betyder, at palæstinensere igen kan rejse til Jerusalem. En højtstående palæstinensisk embedsmand sagde også, at Israel er begyndt at tillade palæstinensere fra Gaza at vende tilbage til deres arbejde i den israelsk-kontrollerede industrizone Erez og også rejse ind i selve Israel for at finde arbejde. Palæstinenserlederen Yasser Arafat er dog fortsat spærret inde i byen Ramallah på Vestbredden. Israel vil ikke tillade ham at rejse ud af byen, før han imødekommer Israels krav om at anholde de to mænd, der i oktober dræbte turistministeren, Rehavam Zeevi. Israel siger, at gerningsmændene befinder sig i Ramallah. Arafats sikkerhedsstyrker gjorde onsdag et forsøg på at leve op til Israels krav om at slå ned på de palæstinensiske militante grupper. Fire medlemmer af Islamisk Jihad blev anholdt, fordi de anklages for at have skudt mod politiet under uroligheder ved en begravelse i flygtningelejren Jabaliya i sidste uge, da seks teenagere blev dræbt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her