Afghanistans nye midlertidige regering har beordret alle bevæbnede personer til at forlade hovedstaden Kabul og vende tilbage til deres militærbaser. Det sagde indenrigsminister Yunis Qanuni onsdag. Ordren gælder dog ikke politiet og de officielle sikkerhedsstyrker. Afghanistans regering, der blev udnævnt på et FN-støttet møde i Bonn i sidste måned, indledte tirsdag iværksættelsen af en plan, der går ud på at rense Kabul for våben. Efter 23 år med krig er byen spækket med våben, sagde Qanuni. Tusindvis af løseligt organiserede, men svært bevæbnede styrker fra Nordalliancen har holdt Kabul besat, siden Taleban-soldaterne flygtede fra byen 13. november. Indenrigsministeren sagde, at Nordalliancens militære kommandanter skal rømme alle huse, som styrken holder besat, med mindre ejerne ikke gør krav på dem. AFP: Højtstående Taleban-folk sættes på fri fod Højtstående medlemmer af Afghanistans tidligere Taleban-styre er ifølge det franske nyhedsbureau AFP blevet sat på fri fod efter selv at have overgivet sig til den nye regering i landet - stik imod USA's interesse og ønske. Ifølge Khaled Pashtun, der er talsmand for den midlertidige regering i Kandahar, drejer det sig om Talebans tidligere justitsminister mullah Toorabi, forsvarsminister mullah Obaidullah, industriminister mullah Maggani og styrets tidligere ambassadør i Pakistan, mullah Abdul Salam Zaeef. De har alle overgivet sig frivilligt til de nye magthavere i Afghanistan. USA ønsker udlevering Imidlertid er det netop personer på dette niveau, de amerikanske styrker i Afghanistan fortsat forsøger at indkredse. »Selvfølgelig er personer af denne status i Talebans lederskab af stor interesse for USA, og vi forventer absolut, at de vil blive udleveret«, sagde den amerikanske hærstabschef, general Richard Myers på en pressebriefing i Pentagon. Også den amerikanske præsident, George W. Bush, ønsker de højtstående talebanere straffet. »Fjenden gjorde en stor fejltagelse, ved du. De forstod ikke USA. Og de kommer til at betale en stor pris for at have lagt sig ud med Amerika«, lød det fra præsidenten tirsdag. Flere al-Qaeda fanger Tirsdag rygtedes det imidlertid også, at amerikanske soldater har taget endnu to medlemmer af terrornetværket al-Qaeda til fange i forbindelse med en større aktion i det østlige Afghanistan. Ved samme lejlighed beslaglagde amerikanerne en større mængde computere, mobiltelefoner og andet kommunikationsudstyr, som har tilhørt Osama bin Laden. Aktionen fandt sted tæt ved et underjordisk hulekompleks, som amerikanske fly har bombet i de seneste dage. De amerikanske styrker i Afghanistan tilbageholder 364 medlemmer af Taleban og al-Qaeda. De vil blive fløjet til den amerikanske flådebase i Guantanamo Bugten på Cuba.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























