Livet begynder på ny for Afghanistans kvinder

Efter at kvidnerne har været spærret inde i hjemmene og udelukket fra al uddannelse i tre år, genåbnes pigeskolerne i Afghanistan. Men Taleban og århundreders kvindeundertrykkelse har efterladt mange ar. De kom fra alle sider, i alle størrelser og alle aldre: Lærere og elever som havde ventet tre år på skolens genåbning, tilhyllede mødre, som selv aldrig fik chancen for uddannelse, skubbede nu deres døtre ind, mens små piger masede sig frem til deres første skoledag nogensinde. Fatima Balkhi-skolen i Mazar-i-Sharif blev lukket af Taleban for tre år siden, da regimet forbød al uddannelse for kvinder. I dag er skolen en ruin: næsten ingen hele vinduer er tilbage i den afskallede bygning, facaden er dækket er skudhuller, og inventaret - inklusive toiletkummer og dørhåndtag - er for længst stjålet. »Vi starter fra nulpunktet«, siger skolens inspektør. Alligevel overskygges de materielle problemer for kvinders uddannelse og frigørelse af de psykologiske barrierer. Ved indgangen forlanger skolens lærere, at de unge piger fjerner deres hovedbeklædning. »Tag din tjaderia af. Den hører ikke til her«, lyder det venligt, men bestemt. Overvindelse Tjaderia er den hovedbeklædning, vi i Vesten kender som en burka. For mange af de unge kvinder kræver det stor overvindelse at løfte sløret. Stort set alle kvinder her bærer stadig deres tjaderia. Selvom tjaderiaen for os symboliserer undertrykkelsen, bar fire ud af fem afghanske kvinder den rent faktisk før Taleban: Undertrykkelsen af Afghanistans kvinder rækker generationer tilbage, og det er endnu uklart, hvor liberale de nye magthavere i Mazar-i-Sharif - Den Nordlige Alliance - reelt er. Som Asma, en læge som arbejder i en international hjælpeorganisation i byen, fortalte mig: »I princippet er vi frie til ikke at bære tjaderiaen; men jeg beholder nu min, indtil en ny regering sidder stabilt ved magten«. Over hovedindgangen anes resterne af et Talebanslagord om, at kvinder ifølge iIslam ikke bør studere. 12-årige Asina har misundt sine to yngre brødre deres skolegang i tre år, og vil nu gerne prøve selv - »så jeg kan blive skolelærer«, som hun siger. »En hel generation af kvinder risikerer at blive analfabeter«, siger skolens inspektør, »vi mangler alt: bøger, papir, penne, stole og borde, tavler, bygninger, maling - alt«. Men entusiasme er der nok af. Både hos elever og hos lærere, hvoraf flere under Talebanregimet fortsatte med at undervise i hemmelighed med tilhørende store personlige risici. Selvom aviser, radio og tv endnu ikke fungerer i Mazar-i-Sharif, har jungletrommerne ved middagstid fået kaldt mere end 3.000 elever sammen i klasseværelser som kan rumme 300-400. Kvindefrigørelse En gruppe unge mænd, som ventede på eftermiddagsbønnen uden for den blå moské i Mazars centrum, nævnte kvindernes frigørelse som noget af det bedste ved Talebans afgang. »Alle kvinderne kan gå på arbejde og i skole«, sagde Sobir. Mens vi snakkede, defilerede hundredvis af kvinder - alle stadig iklædt deres tjaderia - ind i moskeen, der nu tre gange om ugen tillader kvinder at bede. »Og Afghanistan vil blive et demokrati uden restriktioner for nogen«, tilføjede hans ven Jimin. Men indtil videre holder kvinderne i Mazar sig tilsløret. »Vi er generte«, smiler lægen Asma, og lader det skinne igennem, at forsigtighed er den egentlige grund. I november forbød Den Nordlige Alliance en demonstration, som krævede større indflydelse for Afghanistans kvinder. Og i december beholdt repræsentanterne fra Afghanistans statssponserede kvindebevægelse deres tjaderia på, da de deltog i fredsforhandlingerne i Bonn. I Mazars gader ses kvinder nu på gaden, oftest i små grupper. Under Taleban måtte de kun forlade huset i selskab med en mandlig slægtning. Men de går stadig på markedet for at købe nye tjaderi. Og det til en pris af 100-200 kroner eller mellem en og to månedslønninger. Men i dag er der kommet tjaderi i nye, stærke farver: lyseblå, grønne og lilla - farver, som under Taleban ville have tiltrukket uønsket opmærksomhed.