Danske mineryddere på vej til jordskælvsområde

Lyt til artiklen

10 danske soldater er sendt til det jordskælvsplagede område i Afghanistan for sammen med norske og britiske soldater at rydde miner. Jordskælvet har kostet mindst 3000 mennesker livet, og redningsarbejdet besværliggøres af voldsomme efterskælv, landminerne og spærrede veje. Efter anmodning fra de lokale myndigheder har den danske styrke i Kabul sendt to køretøjer med ialt 10 soldater til den nordlige del af Afghanistan for at bistå med redningsarbejdet, siger Lasse Harkjær, oberstløjtnant i den internationale styrke til Radioavisen. Ingeniørsoldater, der er en del af den fredsbevarende ISAF styrke i Afghanistan, skal hjælpe med at fjerne miner i området. Området blev mineret under kampe mellem Taleban og Den Nordlige Alliance. ISAF styrken består af ingeniører, telegrafister og medbringer satellit kommunikationsudstyr. Ingeniørsoldaterne er en del af den danske styrke i Kabul, der blev ramt af en volsom eksplosionsulykke i marts. Ulykken kostede fem soldater livet, heraf tre danske. Den efterforskes stadig af en dansk-tysk undersøgelseskomite. 'Utroligt mange ofre' Soldaterne skal rydde miner i det nordlige Afghanistan, hvor flere tusinde mennesker omkommet under jordskælvet. »Vi kan ikke give de præcise tal, men dødstallet er definitiv mere end to til tre tusinde«, sagde talsmanden, Frydoon, der onsdag befandt sig i katastrofeområdet til AFP. Fra en satellittelefon i det værst ramte område i Nahrin-distiriktet i den nordlige del af Baghlan-provinsen fortalte talsmanden, at voldsomme efterskælv fortsat rystede området onsdag morgen. »Situationen er forfærdelig og skræmmende. Der var 21.000 huse i Nahrin-distriktet, men 99 procent af dem er ødelagt. Der er utroligt mange ofre. Man er fortsat i gang med at udgrave ligene«, sagde Frydoon. Hjælpearbejdet næsten umuligt Jordskælvet natten til tirsdag målte 6,0 på den åbne Richterskala. Efterskælvene, tusinder af landminer og spærrede veje har gjort hjælpearbejdet næsten umuligt. Katastrofen har ramt et folk, som allerede har været udsat for store lidelser. Foruden de døde og kvæstede er mellem 20.000 og 30.000 mennesker på flugt. Mange af dem har mistet deres hjem. Hovedskælvet gik allerværst ud over Nahrin i Baghlan-provinsen, omkring 175 kilometer nord for hovedstaden Kabul. Den afghanske overgangsregering har appelleret international hjælp, fordi den slet ikke havde kapacitet til at håndtere katastrofen. »Vi sender redningsmandskab, men efterrystelserne gør bjærgningsarbejdet farligt«, siger en talsmand i det afghanske forsvarsministerium. Det er det andet større jordskælv i det nordlige Afghanistan i denne måned. Over 100 mennesker blev begravet af et jordskred i en afsidesliggende landsby i Samangan-provinsen. Jordskælv er en forholdsvis hyppig foreteelse i Hindu Kush-bjergkæden. I 1998 blev omkring 8500 mennesker dræbt ved to jordskælv i Takhar- og Badakhshan-provinserne. Titusinder af huse blev ødelagt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her