Israel vil trække sig ud af to byer på Vestbredden

Lyt til artiklen

Den israelske hær vil begynde at trække sig tilbage fra to palæstinensiske byer på Vestbredden i løbet natten til tirsdag. Oplysningen er bekræftet af det israelske forsvarsministerium, og tilbagetrækningen gælder byerne Kalkilya og Tulkarem. Samtidig siger den israelske udenrigsminister, Shimon Peres i et interview med BBC, at de israelske myndigheder er parat til at lempe indespærringen af den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, så Arafat kan mødes med den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, senere på ugen. Amerikansk pres Omsvinget i den israelske politik kommer efter en dag med stigende internationalt pres på ministerpræsident Sharon og hans regering. Mandag ilede den amerikanske fredsudsending i Mellemøsten general Zinni på besøg hos Ariel Sharon og gentog det amerikanske krav om israelske tilbagetrækning fra de palæstinensiske områder. 'Ubøjelig' besked fra Bush Zinni blev sendt til mødet med en 'ubøjelig besked' fra præsident Bush om, at tilbagetrækningen bør indledes med det samme. Sharon trodsede ellers tidligere mandag de tre tidligere, meget direkte henstillinger fra præsident Bush om at indlede tilbagetrækningen af kampvogne og tropper fra de israelsk besatte byer, landsbyer og flygtningelejre på Vestbredden. Bush selv har mandag i Texas sagt, at han 'forventer en tilbagetrækning uden forsinkelser'. Offensiven fortsætter Men beskederne fra præsident Bush gjorde øjensynligt ikke stort indtryk på ministerpræsident Sharon. Mandag slog han i det israelske parlament, Knesset, fast, at den israelske offensiv fortsætter, indtil målet er nået. Sent mandag mente Sharon efter rådslagninger med ministre i regeringen, at man var kommet så langt mod målet, at en tilbagetrækning kunne påbegyndes. Sharon erklærede dog også, at han er parat til at mødes med 'ansvarlige og moderate' arabiske ledere for at drøfte fred. »Jeg er rede til at komme hvor det skal være, uden betingelser, for at drøfte fred«, sagde han uden at nævne, hvilke arabiske ledere, der kunne være tale om. Men palæstinenserlederen Yassir Arafat er ikke en af dem. »I denne uge kommer Colin Powell (USA's udenrigsminister, red.) til området. Jeg har planer om sammen med ham at drøfte måder at få sat en stopper for terroren«, sagde den israelske regeringsleder. 'Hvorfor er du ikke i Jerusalem?' Colin Powell forventes at ankomme i Jerusalem fredag. Mandag ankom han til Marokko, hvor han fik en kølig modtagelse af Kong Mohammed. Kongen spurgte Powell, hvorfor han ikke har indledt sin rundrejse i Mellemøsten i Israel. Ønskede konsultationer med kolleger først Powell svarede, at han 'havde overvejet alle muligheder' og ønskede at konsultere sine arabiske og europæiske kolleger. Og så gentog Powell, at det amerikanske krav er ensbetydende med en øjeblikkelig israelsk tilbagetrækning. Arafat har skabt terrorregime I sin tale i Knesset gav Sharon den palæstinensiske leder Arafat skylden for en del af de selvmordsbomber, der har ramt Israel. »Arafat har skabt et terrorregime i de områder, der er under hans kontrol«, sagde Sharon, som under talen viftede med papirer, der angiveligt sammenkæder Arafat med de selvmordsangreb, der har ramt Israel, og som afstedkom den nu 11 dage lange offensiv i de palæstinensiske områder. Offensiven vil først blive afsluttet, når målet som er »ødelæggelse af det palæstinesiske terrornetværk« er nået, men hæren vil afslutte offensiven så hurtigt som muligt, sagde Sharon. 'Sharon har ødelagt Powells fredsmission' Den palæstinensiske topforhandler Saeb Erekat siger, at Sharon har ødelagt Powells fredsmission allerede inden, den er gået i gang for alvor. »Sharon har afsluttet Powells besøg, inden han kommer her«, siger Erekat til det britiske nyhedsbureau Reuters. Colin Powell skal møde en stribe af regionens ledere i Marokko, Egypten og Jordan, ligesom han også tager en tur til Madrid, som har EU-formandsskabet. Israelsk ekspert: Vi gør som Bush forventer Besøgene giver Ariel Sharon nogle dage til at blive færdig med sin aktion, vurderer en israelsk politisk analytiker overfor Reuters. »Jeg tror ikke, at præsident Bush forventede en omgående tilbagetrækning. Det ser ud som Powell ikke kommer hertil før sidst på ugen, og at Sharon vil nå så meget som muligt inden han ankommer,« vurderer Samuel Sandler. »Amerikanerne har givet ham en lille smule snor, men alle ved at Sharon ikke kan trække den alt for langt. Jeg tror ikke, at han vil gå imod USA«, lyder vurderingen. Muligt møde med Arafat Colin Powell ventes først til Israel fredag. Han meddelte søndag via NBC-programmet 'Meet the Press', at han vil møde Yassir Arafat, hvis »omstændighederne tillader det«. Han benyttede samtidig lejligheden til at opfordre Arafat til offentligt at opfordre til at standse volden. Den palæstinensiske topforhandler Saeb Erekat sagde lørdag til Reuters, at der ikke bliver nogen møder med palæstinenserne på noget niveau, med mindre Powell vil møde Arafat. Powell siger på forhånd, at han ikke engang tør håbe på at komme hjem med en våbenhvile.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her