Traditionerne i forbindelse med markeringen af den ortodokse påske i Grækenland blev i sidste weekend smadret af en ultramoderne og makaber historie om mord, lotteri og rockende præster. Da myndighederne forrige lørdag fandt liget af en teenagepige i byen Lamia i det centrale Grækenland, indledtes en menneskejagt, som sluttede i påskeweekenden, da den hovedmistænkte for snurrende tv-kameraer blev afleveret til politiet af en munk, der mest er kendt fra rockbranchen. Den ortodokse abbed Nektarios Moulatsiotis er kendt af de fleste grækere for sin rolle som manager for den storsælgende rockgruppe Free, der består af novicer fra hans kloster Trikorfo. Gruppen, der over hele Grækenland simpelthen omtales som de rockende munke, har nået berømmelsens tinder med deres særegne kombination af religiøse budskaber og svedig rockmusik. Storladen Den kontroversielle Moulatsiotis - som den ene gang efter den anden får besked fra den græske kirke på at opløse Free - har en udpræget hang til at fremsætte storladne udtalelser under sine hyppige tv-optrædender. Sidste år vakte han eksempelvis opsigt med en bemærkning om, at han ville give husly til enhver, selv Grækenlands mest eftersøgte forbryder - som dengang var massemorderen Costas Passaris - i fald han skulle banke på klosterets dør. Mordmistænkt bad om husly Holdbarheden af det løfte blev efterprøvet i praksis langfredag, da den mordmistænkte Christos Voulgarakis dukkede op ved landsbyklostret og bad om husly. Den 35-årige far var mistænkt for at have myrdet sin 13-årige datter og blev jaget af politistyrker over hele landet. Christos Voulgarakis havde ugen forinden sagt sit job som fabriksarbejder op, idet han hævdede, at han havde vundet 60.000 euro, svarende til 440.000 kroner, i lotteriet. Han forsvandt, kort tid før liget af hans datter blev fundet. Næppe et tilfælde Det formodede mordvåben, en brødkniv, samt blodplettet tøj, som man mener tilhører Voulgarakis, blev fundet i det hus, som far og datter havde delt, siden moderen forlod dem og flyttede til Athen. Det var næppe tilfældigt, at den mordmistænkte far valgte at opsøge manageren for de rockende munke. Bandet Frees største hit hedder 'Jeg lærte at leve i frihed', og abbed Moulatsiotis havde jo offentligt erklæret, at hans dør stod åben for hvem som helst. Overtalt til at overgive sig Men det var ikke frihed, præsten prædikede denne gang. Moulatsiotis overtalte tværtimod Christos Voulgarakis til straks at overgive sig til myndighederne i den nærmeste by og tage konsekvensen af sine handlinger. Da den mistænkte kom frem til politistationen ledsaget af rockgruppens manager, mødtes han af et massivt presseopbud. Christos Voulgarakis bedyrede over for journalisterne sin uskyld og hævdede, at han og hans datter havde været ofre for ukendte gidseltagere. »Hvis bare jeg vidste, hvem der har gjort det her, og hvorfor. Jeg elskede mit barn uendeligt højt«. Den megen omtale, som Free og abbed Moulatsiotis har fået i forbindelse med den tragiske sag får efter sigende ikke indflydelse på de rockende munkes planer om at gennemføre en turné i USA til efteråret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























