Krigsfrygt daler trods pakistansk raketforsøg

Lyt til artiklen

Pakistan gennemførte søndag sit andet raketforsøg på to dage. Det skete på trods af kritik fra både USA og Rusland. Pakistan har erklæret, at prøveaffyringerne fortsætter til på tirsdag. Samtidig har den indiske premierminister dæmpet sin krigeriske tale, der ellers har fået omverdenen til at frygte en krig mellem de to lande efter sidste uges artilleriduel i Kashmir, hvor en million soldater står opmarcheret langs den fælles grænse. Den pakistanske statsleder, præsident Pervez Musharraf, har bebudet en tv-tale til nationen mandag, der vil handle om »den nuværende grænsesituation«. Talen kommer, efter at Pervez Musharraf har fået to telefonopringninger fra USA's udenrigsminister Colin Powell, og efter at præsident George Bush har udtalt »alvorlige forbehold« over for de pakistanske missilforsøg. Krisen mellem Indien og Pakistan blussede op i december sidste år, hvor yderliggående muslimer foretog et terrorangreb mod det indiske parlament i New Delhi. Siden har de to lande opmarcheret soldater langs grænsen i Kashmir. Krisen blev forstærket forrige weekend, hvor muslimske terrorister angreb en indisk militærforlægning i Kashmir. Sabelraslen Indien påpeger, at de muslimske terrorister er støttet af Pakistan og sniger sig over grænsen ind i den indiske del af Kashmir. Det afviser den pakistanske præsident. Men hele denne sabelraslen har netop været et indisk forsøg på at få udlandet med USA i spidsen til at lægge pres på Pakistans præsident for at standse de yderliggående muslimer. I sidste uge sagde den indiske premierminister Atal Behari Vajpayee til de indiske tropper, at de skulle forberede sig på »den afgørende kamp«. Søndag dæmpede han det til, at Indien burde have svaret igen lige efter terrorangrebet i december. Han tilføjede: »Der er en grænse for vores tålmodighed og tolerance. Vi må se, om anstrengelserne bærer frugt«. Pakistan terror til livs Frugterne er måske allerede på vej, for den pakistanske præsident, Pervez Musharraf, sagde søndag i et interview med den amerikanske avis Washington Post: »Vi vil sørge for, at terror ikke udgår fra Pakistan til noget andet sted i verden. Det er min holdning, og den står jeg ved«. Men præsidenten sagde også, at Pakistan ikke vil nedtrappe situationen langs grænsen ensidigt. Han kræver, at Indien »indgår i en dialog«. Flere terrorangreb Det ser ud, som om krigsfrygten er overstået - i hvert fald for en måned eller to. Og at det er den indiske konservative, hindu-nationalistiske BJP-regering, der har vundet en diplomatisk sejr, som den har hårdt brug for efter en serie indenrigspolitiske nederlag. På den anden side skal Indien passe på ikke at blive fanget af sine trusler. Der kan nemlig komme flere terrorangreb, for den pakistanske leder har ikke opbakning blandt de yderliggående muslimer. Musharraf var populær, da han kuppede sig til magten i 1999. Men senest har han støttet USA i opgøret i Afghanistan, hvilket har skabt utilfredshed blandt de yderliggående. De to terrorangreb mod Indien og mordet i sidste uge på en moderat muslimsk politiker i Kashmir tyder også på, at Musharraf ikke har kontrol over sine egne ekstremister, der forsøger at gøre hans regime ustabilt. De har blandt andet støtte i dele af efterretningstjenesten, ISI, og håber, at en krig mellem de to lande vil vælte Pervez Musharraf. De religiøse fanatikere lader sig ikke afskrække af, at tusindvis af menneskeliv står på spil.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her