Fremgang for højre truer udvidelse

Lyt til artiklen

EU's udvidelseskommissær, Günter Verheugen, advarede mandag om, at den øgede tilslutning til højrefløjspartierne i Europa kan true planerne om at udvide EU. »Der er helt klart en fare for, at det vindue, der er blevet åbnet for udvidelsen, allerede er ved at lukke sig igen«, sagde Verheugen mandag efter et møde med udenrigsminister Per Stig Møller (K) i København. Danmark overtager 1. juli formandskabet i EU efter Spanien, og det forventes, at forhandlingerne med de op mod 10 kandidatlande bliver afsluttet på topmødet i København i december, så landene kan optages i unionen i 2004. Populisme »Over hele Europa er der risiko for, at populistiske bevægelser vil udnytte udvidelsen til at angribe integrationen i Europa under de kommende valgkampe«, sagde Verheugen. Han pegede på den voksende populistiske tendens i Holland, hvor den myrdede Pim Fortuyns parti, der går ind for helt at bremse indvandringen til landet, blev Hollands næststørste parti ved valget for to uger siden. Verheugen advarede også om udviklingen i Frankrig, hvor højrefløjslederen Jean-Marie Le Pen i sidste måned sendte chokbølger gennem Europa, da han overraskende blev nummer to i den første runde af præsidentvalget. I anden runde opnåede han kun 18 procent af stemmerne, da alle de øvrige partier gik sammen om at pege på Jacques Chirac som deres kandidat. Chirac fik 82 procent af stemmerne i anden runde. Der afholdes parlamentsvalg i Frankrig 9. og 16. juni. Bekymring »Jeg må sige, at jeg også er lidt bekymret over situationen med De Frie Demokrater i Tyskland«, tilføjede Verheugen. Den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder og udenrigsminister Joschka Fischer har beskyldt De Frie Demokrater, FDP, for at have taget højrefløjspopulismen til sig for at erobre stemmer. FDP spås gode chancer for at komme i regering efter det tyske valg i september. Günter Verheugen mener, at der også er grund til at holde øje med tendenserne i Polen, hvor nationalisterne oplever en øget tilslutning. Polske meningsmålinger viser, at de fleste polakker går ind for medlemskab af EU, men modstanderpartier som Selvforsvarspartiet og det dybt nationalistiske Forbundet af Polske Familier, der tilsammen fik omkring 17 procent af stemmerne ved sidste års valg, er i fremgang efter Le Pens succes i Frankrig. Opfordring Verheugen opfordrede de europæiske regeringer til at fremskynde en debat med borgerne om udvidelsen af EU. »Hvis vi udskyder udvidelsen på grund af de nuværende tendenser, kan jeg ikke give garantere, at vi nogensinde vil kunne afslutte forhandlingerne«, sagde han mandag. Han ønskede ikke at uddybe sine kommentarer om udvidelsens videre skæbne, hvis EU overskrider tidsfristen i december for de afsluttende forhandlinger med de 10 første kandidatlande, som er Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Letland, Estland, Litauen, Cypern og Malta. »Folk i kandidatlandene vil føle sig forrådt. De vil føle, at vi ikke for alvor ønsker at få dem ind i varmen, men kun vil have dem af handelsmæssige årsager. Skuffelsen vil være så stor, at det vil blive svært for parlamenterne og regeringerne at opnå flertal for medlemskab af EU ved folkeafstemninger om emnet«, sagde Günter Verheugen. Nationalisme »Hvis vi ikke kan overholde tidsfristen i december, vil det være, fordi vi har skabt problemer inden for den eksisterende union, og det vil betyde, at den egoistiske nationalisme har sat dagsordenen. Så vil tingene falde fra hinanden«, sagde Per Stig Møller i en kommentar til Verheugens udmelding. De største udfordringer i forbindelse med udvidelsen er forhandlingerne om landbrug og de statslige budgetter, men Günter Verheugen og Per Stig Møller tror begge på, at EU vil nå til enighed med kandidatlandene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her