Patricia Sonkoi er den ukårede bydronning i Maforki, et nyudsprunget samfund på 6.000 mennesker, der er bygget på ruinerne af 11 landsbyer i det vestafrikanske land Sierra Leone. »Jeg er alt her«, siger hun til landsbyens bifald, da hun er færdig med at introducere de mange mænd ved sin side og bliver spurgt om sin egen titel. Mændene smiler lidt forlegent. Nogle af dem sloges tidligere med hæren eller dens militser, andre var medlemmer af oprørshæren RUF, der gennem ti års krig gjorde sig berygtet ved at amputere civiles hænder og fødder. Insisteren på forsoning I Maforki er mændene blot mænd og underlagt Patricia Sonkois insisteren på, at landet og landsbyen må forsones efter krigen. »Jeg vil have det her til at vokse til en af de største landsbyer med alle faciliteter«, siger hun. De lange rækker af brune lerklinede huse på en bar mark har stadig den lidt sterile stemning, man kan finde i et splinternyt rækkehuskvarter. Men Sonkoi har fået plantet 4.000 akacietræer for at tilføje lidt runde former og skygge for den altædende sol. Livsglæden først Man skal dog ikke møde mange af Maforkis indbyggere for at forstå, at genopdyrkning af livsglæde er landsbyens største projekt. Patricia Sonkoi introducerer os til en 15-årig dreng, der under krigen så 17 af sine familiemedlemmer blive myrdet, før landsbyen blev brændt. Selv blev han taget til fange og tvunget til at bære rovet fra de medfølgende plyndringer. Dårlige odds for mange børn Nu lever drengen i Maforki side om side med medlemmer af den milits, der tog livet af hans familie. Han forsikrer os om, at det ikke er noget problem, efter at præsidenten har erklæret krigen for afsluttet. Men drengens øjne afslører, at den remse siger mere om Patricia Sonkois insisteren på forsoning end om hans egne følelser. »Som gammel skolelærer ved jeg, at hans chancer for at elske andre mennesker er små. Vi har mange som ham i skolen her. De er meget aggressive«, siger Patricia Sonkoi, da drengen lettet har forladt det korte møde. Krævementalitet Hun slås også med afvæbnede oprørere, der ikke helt har fralagt sig krigens krævementalitet. »De er meget arrogante og vil som regel ikke spørge om noget. De tager det bare«, siger Patricia Sonkoi. Ingen enlige mænd På grund af risikoen for voldtægter accepterer Maforki ikke enlige mænd. Men en af de bizarre sideeffekter af fredsslutningen er, at de tidligere oprørere ofte har overraskende let ved at finde kærester. Hemmeligheden er, at de fik en stor pose penge for at aflevere deres våben. Og nu får de oveni løn for at deltage i håndværkskurser, der skal give dem et alternativ til krigen. Maforki har derfor oplevet flere eksempler på kvinder, der har forladt deres ludfattige ægtemænd til fordel for en oprører, der kan tilbyde mad. Dyrekøbt fred »Vi betalte en meget høj pris for freden her. Men det var nødvendigt«, siger Patricia Sonkoi om den slags indlysende og uroskabende skævheder, som folk nu forventes at håndtere oven i traumerne fra krigen. Patricia Sonkoi og Maforki udmærker sig ved at være et privat initiativ, bygget på beboernes egen indsats. Andre steder i landet har FN og private hjælpeorganisationer knoklet hårdt for at skubbe genopbygningen i gang. Sad på knækkede mursten »Da vi først ankom her, sad børnene i skolen på brækkede mursten og stumper af træ«, siger Charles Taylor, en civilingeniør for FN's udviklingsprogram UNDP, der har hjulpet med genopbygningen af landsbyen Mabontoso. Den nye skole lyser med sine klare farver op i et landskab af ruiner og spirende marker. Afgrøderne er en bemærkelsesværdig milepæl efter et årti, hvor folk hellere ville spise sædekornene end putte dem i jorden. Der var en kolossal risiko for, at krigen igen havde drevet dem på flugt, før det blev høsttid. »Når folk begynder at arbejde i marken, ved man, at freden er reel. Folk vil ikke længere være afhængige af nødhjælp«, siger Lillian Senessie fra UNDP's hovedkvarter i Sierra Leone. Mental genopbygning det sværeste Men også i Mabontoso er den mentale genopbygning den sværeste. »Vi fortæller folk, at vi selv startede krigen. Vi kan ikke give skylden til nogen udefra. Så freden må også komme fra os. Dybt i vores hjerter må vi sige, at vi ikke vil lade det ske igen«, siger Aminata Lamin, en lokal udviklingskonsulent for UNDP.