USA's udenrigsminister, Colin Powell, mødtes i dag med sin nordkoreanske kollega, Paek Nam-Sun. Mødet var det første på højt niveau i to år og samtidig endnu et tegn på USA's opblødning i forhold til Nordkorea. USA har tidligere udråbt Nordkorea til at tilhøre landene i "ondskabens akse", der udover Nordkorea omfatter Irak og Iran. Men tirsdag sagde USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, at USA ikke - som i Irak - planlægger at vælte styret i Nordkorea. 15 minutters uformel snak Colin Powell og Paek Nam-Sun mødtes i forbindelse med den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN's sikkerhedskonference i Brunei, hvor de havde en 15 minutters uformel snak. Fornylig meldte Nordkorea ud, at landet er klar til at indlede betingelsesløse forhandlinger med USA og Japan om det delte Korea - en udmeldning som USA ifølge talsmanden Richard Boucher nu vil studere nøjere og derefter beslutte, om der skal være nye møder mellem de to lande.
Powell møder nordkoreansk udenrigsminister
Lyt til artiklen