Gregor Gysi, 54, er den eneste PDS-politiker, der har været i stand til at gøre sig selv og sit parti kendt uden for Østtyskland, hvor partiet opstod på ruinerne af DDR's kommunistparti. Derfor kom det som et chok for hans partikammerater, da han onsdag nedlagde alle sine politiske hverv få uger inden valget til Forbundsdagen. Han var blevet grebet i at betale private flyrejser med bonuspoint indtjent på officielle rejser med Lufthansa. Reglen er, at de kun må bruges til andre tjenesterejser. Gysi forstod som ingen anden at »sælge« PDS (Partiet for Demokratisk Socialisme). Hans tribune var først og fremmest de talløse talkshows i tv. Der gik sjældent en uge, uden at den vævre Gysi dukkede op på skærmen. Ingen kunne være i tvivl om hans ståsted og personlige engagement, men til lidenskaben føjede han både et skarpt vid, et lunt humør og stor charme. I tysk politik går han for at være mester i talkshows. Vælgertække Det er svært at få øje på nogen anden PDS-politiker med tilsvarende slagfærdighed og personlig udstråling. For partiet er det dybt bekymrende, for i meningsmålingerne skvulper man omkring spærregrænsen på fem procent. Uden Gysi risikerer PDS at gå under på landsplan. Og uden repræsentanter i Forbundsdagen vil partiet igen være reduceret til at være et rent østtysk fænomen. Spildte stemmer på et PDS, der ikke klarer spærregrænsen, øger heller ikke den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders i forvejen spinkle chancer for genvalg. Gregor Gysi er den anden politiker, der lader sig fælde på misbrug af det bonuskort til Lufthansa, som alle medlemmer af Forbundsdagen er udstyret med. I sidste uge var det De Grønne, der på den konto mistede et af sine unge håb, Cem Özdemir. Umulig at overtale PDS' formand, Gaby Zimmer, prøvede forgæves at overbevise Gysi om, at hans beslutning var en overreaktion på afsløringen. Men han stod fast: Han erklærer, at hans »fejltrin« har tilføjet hans omdømme og troværdighed alt for stor skade. Ikke mindst fordi han altid selv har krævet moralsk pletfri adfærd af folkevalgte. Tidligere landspolitiker Gysi spillede en rolle på landsplan indtil 2000, da han trak sig som formand for PDS-gruppen i Forbundsdagen. Han lod sig siden overtale til at blive partiets frontfigur i bystyret i Berlin. Da socialdemokraterne sidste år indgik en omstridt koalition med PDS, blev han ansvarlig for økonomi og erhverv - ikke noget fornøjeligt embede i en by, der reelt er gået fallit, hvor arbejdsløsheden er stor og investeringslysten ringe. Hans politiske modstandere hævder nu, at hans synlige ulyst ved det nye job er den virkelige årsag til, at han nedlægger sine tillidshverv. Hængt ud Flere andre politikere er i de seneste døgn blevet hængt ud for at have misbrugt deres bonuskort hos Lufthansa. Men de synes at have været nogenlunde i stand til at afvise beskyldningerne. Formanden for Forbundsdagen Wolfgang Thierse har forlangt, at Lufthansa skal fremlægge en liste over samtlige landspolitikeres brug af deres bonuskort. Men det vil flyselskabet ikke, det ville være en krænkelse af loven om databeskyttelse, lyder argumentet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Analyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























