Sidste peep-show i New York er lukket

Lyt til artiklen

Det var en trist uge for New Yorks kiggere - i hvert fald for os, der aldrig nåede at se med. Det sidste peep- eller kigger-palads på New Yorks berømte og berygtede Times Square lukkede. Dermed er den sidste sexbutik blevet fejet bort af tidligere borgmester Rudy Giulianis store moralske fejekost. 42. gade og Times Square var stedet, hvor både neonkærlighed og mere fysiske udskejelser var til salg, indtil Giuliani besluttede sig for at rense ud blandt butikker, letlevende damer og deres alfonser. 'The Lion King' og andre børnevenlige dyr har nu fuldstændig overtaget området. Gammel tradition Det vil de fleste nok hilse velkommen. Alligevel er det med et vist vemod, at newyorkerne onsdag måtte tage afsked med 'Peep-O-Rama' på 42. gade nummer 121 West mellem Broadway og Americas Avenue. Kiggerpaladserne er nemlig en gammel newyorker-tradition, som stammer helt tilbage til 1830'erne. 'Peep-O-Rama' afløses af en kontorbygning. På et kiggerpalads eller et peeppalace kan man - mod betaling, naturligvis - igennem et kighul eksempelvis se topløse damer ride rundt på karrusel. Mod endnu flere penge kan man få sin helt egen 'skabsbaby', som danser udelukkende for en selv. Selv om Times Square nu er renset for den slags udskejelser, så findes de naturligvis fortsat i storbyen, hvis man bare leder længe nok. Lidt længere mod vest på 8. Avenue. Pris: 25 dollar Den klassiske peep med en rigtig, levende pige koster i dag 25 dollar eller 190 kroner for tre minutter. En mand - af en eller anden grund er det kun mænd, som føler sig tiltrukket af sådanne shows - går ind i en boks. Et skilt fortæller ham, at han skal tale til en usynlig pige. Hun forklarer, at fem dollar anbringes i en maskine, mens 20 dollar stikkes igennem et hul til hende. En lem glider op, så man kan se pigen. Hun stripper. Lemmen glider ned igen. Peepshowet er forbi, og man er 25 dollar fattigere og forhåbentlig en oplevelse rigere. Kendt for bordeller Med regelmæssige mellemrum har New Yorks myndigheder forsøgt at udrydde umoralen. Paradise Square på det sydlige Manhattan var kendt for sine bordeller, hvor letpåklædte damer helt tilbage i 1830'erne sad i vinduerne for at sælge varen. Efter borgerkrigen i 1865 forsøgte man forgæves at rense ud, det samme skete under depressionen i 1930'erne og senest altså af Giuliano i 1990'erne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her