Japans premierminister, Junichiro Koizumi, forventes at mødes med sin kinesiske kollega, Zhu Rongji, i udkanten af det asiatisk-europæiske ASEM-topmøde, der skal finde sted i København om to-tre uger. Det japanske nyhedsbureau Kyodo citerer regeringskilder for, at japanske og kinesiske diplomater i øjeblikket forsøger at finde et hul i de to travle herrers program for dagene i København. Et vigtigt punkt på det planlagte kinesisk-japanske topmøde vil være, at Koizumi skal briefe sin kinesiske kollega om, hvordan hans historiske topmøde med Nordkoreas leder, Kim Jong-Il, som efter planen skal finde sted ugen inden ASEM-topmødet, er forløbet. Topmødet mellem Koizumi og Kim Jong-Il skal efter planen finde sted i Nordkoreas hovedstad 17.september. ASEM-topmødet i København er programsat til 22.-24.september. Zhu Rongji bliver i København i de følgende dage for at deltage i et topmøde mellem EU og Kina samt aflægge officielt statsbesøg i Danmark.
Kinesisk-japansk topmøde i København
Lyt til artiklen