En tidligere ledende FN-våbeninspektør i Irak, Scott Ritter, siger, at Irak ikke er en trussel for noget land, og at et militært angreb ikke vil være til at forsvare. Scott Ritter, der befinder sig i Bagdad, siger, at Irak ikke er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben af nogen art. Et angreb på Irak vil være 'en historisk fejl', siger Ritter. Udmeldingen kommer kort efter, at den britiske premierminister Tony Blair og den amerikanske præsident George W. Bush har meldt ud, at Iraks masseødelæggelsesvåben må og skal elimineres. 'Irak bør tillade inspektion' Scott Ritter understreger, at Irak straks bør slå portene op for FN's våbeninspektører. Ikke blot for undgå krig, men fordi det er den eneste 'acceptable' ting at gøre. »Irak bør ikke forsøge at kæde våbeninspektørernes tilbagekomst sammen med andre emner, uanset hvad argumentet består i. Der bør ikke være nogen betingelser, og inspektørerne skal have uhindret adgang over alt, det er den eneste acceptable vej«, siger Ritter ifølge det britiske BBC. Fjer i hatten for Bagdad Ritters udmelding er en fjer i hatten for den irakiske sag. Ritter har ellers ikke altid været populær i Irak. Som chef for inspektørerne frem til 1998 var han kendt for en hård linje og mange uanmeldte besøg. Senere har han beskyldt den amerikanske regering for at udnytte våbeninspektørerne som spioner, ligesom han også siger, at Irak ikke støtter den form for terror, der ramte USA for et år siden, og at Irak bekæmper 'fundamentalistisk ekstremisme som den, der karakteriserer de personer, der angreb USA den frygtelige dag (11. september)'. Ubelejligt for Bush og Blair For Tony Blair og George W. Bush kommer Ritter på tværs på et meget ubelejligt tidspunkt. De to statsledere er i gang med at samle international støtte til et angreb på Irak. På torsdag vil George W. Bush henvende sig til FN med en tale, der ifølge amerikanske embedsmænd vil kræve et hurtigt og beslutsomt indgreb for at minimere 'den irakiske trussel'. Blair og Bush 'totalt beslutsomme' Bush og Blair mødtes lørdag i Camp David og sagde efterfølgende, at de var i besiddelse af 'totalt beslutsomhed' til at tage et opgør med Irak, men at de ønsker den bredest mulige internationale opbakning. Både Blair og Bush fremhævede efter mødet 'atomtruslen' fra Irak og var ikke klare i mælet, om de vil gennemføre et angreb på Irak uden støtte fra andre lande. Rusland: Anti-terrorkoalition på spil Rusland tilkendegiver klart, at landet ikke vil støtte en sådan krig og siger, at den vil ødelægge den internationale koalition mod terror. Forsøg på at underkende et lands suverænitet vil gøre 'ubodelig skade på anti-terrorkoalitionen', siger den russiske udenrigsminister Ivanov. Frankrig og Kina siger nej Også Frankrig og Kina, to andre medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, er skeptiske over for et angreb på Irak, ligesom også Tyskland har meldt klart fra. Cheney: Irak-problemet skal ordnes Men USA behøver ikke støtte fra nogen, fastslår både vicepræsident Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld søndag. »Vi vil gerne gøre det (angribe Irak) med det internationale samfunds samtykke, men dette problem (Irak) skal ordnes på den ene eller den anden måde«, siger vicepræsident Cheney. Rumsfeld: Støtten kommer hen ad vejen Rumsfeld: »Det faktum, at der ikke er ensstemmighed (i den internationale støtte til USA's planer) bør ikke være nogen overraskelse. Han (Bush) har endnu ikke fremlagt sagen, (men) sagen vil blive fremlagt i de kommende uger. Hvis man har retten på sin side, hvis man tør vise lederskab, så vil folk hen ad vejen finde støtten til det lederskab«, siger den amerikanske forsvarsminister. USA: Vi har nye beviser Flere af de amerikanske top-sikkerhedsrådgivere har søndag landsat nye påstande om 'friske' beviser for, at den irakiske leder Saddam Hussein er i færd med at anskaffe sig materialerne til fremstillingen af en a-bombe. »Vi ved, at han (Hussein) aktivt forsøger at anskaffe sig a-våben«, siger nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice. 'Rør til uranberigelse' Og anonyme amerikanske embedsmænd hævder, at Irak de seneste 14 måneder har forsøgt at indkøbe i tusindvis af særlige aluminiumsrør, som ifølge embedsmændenes formodning skal bruges til at berige uran. »Vi kender til et specielt forsøg på smugleri, som vi opsnappede«, hævder vicepræsident Cheney søndag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























