Politikere føler sig tilsidesat på EU-konvent

Lyt til artiklen

Samtidig med at EU-konventet er ved at nå ind i sin afgørende fase med arbejdet med en ny EU-traktat, begynder oprøret at ulme blandt de 105 medlemmer. Især de 56 medlemmer af EU's konvent, der repræsenterer de nationale parlamenter - herunder Folketinget - er utilfredse. De føler sig tilsidesat og nærmest kørt over at regeringernes repræsentanter samt det magtfulde præsidium. Næsten 50 af konventets 105 medlemmer har skrevet under på et brev til præsidiet, hvor de kræver, at der tages mere hensyn til de nationale parlamentarikere i arbejdet i konventet. De mener, at den måde, tingene foregår på, er i strid med den såkaldte Laekenerklæring, der netop beskrev, at de nationale parlamenter for første gang skulle inddrages tæt i arbejdet med at lave EU-traktat. Dansk kritik »De nationale parlamentarikere har ikke haft den indflydelse, som deres talmæssige styrke og meget aktive deltagelse berettiger til«, hedder det i brevet, som både Peter Skaarup (DF) og Henrik Dam Kristensen (S), der er Folketingets to repræsentanter i konventet, har underskrevet. »Når man ser på, hvad der hidtil er foregået, er det aftryk, de nationale parlamentarikere har kunnet sætte, forsvindende lille. Hele ideen med Laeken var, at man for en gangs skyld skulle inddrage de nationale parlamenter, men det er først og fremmest Giscard (konventets formand, Giscard d'Estaing, red.) og præsidiet, der kører løbet«, siger Peter Skaarup. Heller ikke Henrik Dam Kristensen mener, at de nationale parlamentarikere tages alvorligt. Henning Christophersen, der er regeringens repræsentant og medlem af præsidiet, afviser kritikken. »Præsidiets opgave er at organisere konventets arbejde og fremlægge forslag, og det er det, vi gør. Jeg synes ikke, at man skal kritisere præsidiet for, at vi diskuterer forslagene først. Det kan simpelthen ikke gøres på anden måde«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her