Det amerikanske rumfartscenter NASA mistede i dag kontakten med rumfærgen 'Columbia' få minutter før, at rumfærgen skulle være landet i rumfartscenteret i Cape Canaveral i Florida. Straks efter underrettede NASA den amerikanske præsident George W. Bush om situationen. Tv-stationen CNN citerer indbyggere i Texas for, at de hørte voldsomme brag fra luftrummet over staten. Forinden havde stationen vist billeder med flere separate røgspor i luftrummet, hvilket kan betyde, at rumfærgen kan være knækket over i flere dele. Ved en normal landing vil man kun kunne se ét røgspor. Foreløbig er intet oplyst om årsagen, men en talsmand for det nye amerikanske ministerium for sikkerhed, Gordon Johndroe siger til det amerikanske nyhedsbureau AP, at intet foreløbig tyder på eventuel terror. NASA advarer mod at røre vragdele NASA har sendt redningshold til området omkring byerne Dallas/Fort Worth for at lede efter vragdele. NASA advarer folk om at undgå vragstumper, der kan være farlige på grund af rumfærgens drivmidler. De opfordrer folk, der finder vragdele til i stedet at indberette det til myndighederne. Om bord på rumfærgen var syv astronauter, iblandt dem Israels første astronaut, oberst Ilan Ramonan. Videnskabelig mission 'Columbia' og dens besætning har de sidste 16 dage været på videnskabelig mission, der allerede var udråbt til en succes af videnskabsfolk og NASA-ansatte. Rumfærden har cirklet omkring jorden, mens astronauterne har udført mere end 80 eksperimenter for NASA og for europæiske, japanske og canadiske rumorganisationer. Alvorligste uheld i årevis Kort tid før kl. 10.00 lokal tid (kl. 16.00 dansk tid) meddelte NASA, at der ingen chance er for, at rumfærgen kan nødlande. Rumfærgen skulle efter planen være landet kl. 09.16 (15.16 dansk tid). 'Columbia' er NASA's ældste rumfærge og var første gang i Rummet i 1981. Det er NASA's alvorligste ulykke, siden rumfærgen 'Challenger' eksploderede og styrtede ned under affyring i 1986. Den havde også syv astronauter ombord. Det er dog første gang, der sker en ulykke kort før en landing. 'Challenger' eksploderede ved starten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Gymnasielærernes hovedbestyrelse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























