Amerikanerne nægter at opgøre antallet af dræbte civile irakere, selv om tabstallene ser ud til at være overraskende lave. Nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer frygter dog, at sygdom og klyngebomber vil kræve flere irakiske liv de kommende uger. Ganske som under første Golfkrig og krigen i Afghanistan udviser amerikanerne nu en stærk modvilje mod at optælle de dræbte. I mandags erklærede Pentagon, at USA ingen planer har om at forsøge at opgøre, hvor mange civile irakere der har mistet livet, førligheden eller deres hjem under krigen. Ukendt antal dræbte irakiske soldater Hvor det er ganske let at indhente oplysninger om dræbte og sårede blandt koalitionens tropper, må man ty til uofficielle kilder som hjemmesiden iraqbodycount.net, der er etableret af en række forskere i Storbritannien, for at få nogle bud på antallet af dræbte civile irakere. Og siden det irakiske system brød sammen, har det været så godt som umuligt at få bekræftet antallet af dræbte irakiske soldater. 1.400 civile ofre Men sammenligner man forskellige vurderinger af civile tabstal, ser det ud til, at relativt få civile har mistet livet i løbet af de seneste fire uger. Knap 1.400 civile irakere er blevet dræbt, mens de allierede har smidt omkring 1.000 bomber om dagen. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch mener, at det er for tidligt at sige særlig meget om de irakiske tab, både på den militære og civile side. Frygt for bomber »Men vi frygter, at mange flere civile vil miste livet i den kommende tid. Både på grund af den kaotiske situation på hospitalerne, som bliver plyndret, i takt med at der kommer forsyninger med medicin, men primært på grund af klyngebomberne«, siger Hanny Migally, talsmand for Human Rights Watchs New York-kontor over telefonen. »Mange af dem ligger ueksploderede på jorden og udgør en fare for fremtiden. Hvis ikke der bliver gjort en hurtig indsats, vil vi se flere og flere dødsfald, især blandt børn«, tilføjer Hanny Migally. Human Rights Watch understreger, at det både på slagmarken og på hospitalerne er svært at afgøre, hvem af de døde der er civile, og hvem der er soldater i civilt tøj. Ingen oversigt »For eksempel er der endnu intet overblik over, hvor mange irakiske soldater der er blevet dræbt i og omkring Tikrit. Og de tal optræder ikke i nogen statistikker. Efter det irakiske system er brudt sammen, er det blevet endnu sværere at skaffe tal på dræbte irakiske soldater. Derfor arbejder vi på at få folk frem til Tikritområdet for at få et overblik«, siger Hanny Migally. De irakiske stillinger omkring Tikrit, Saddam Husseins hjemby, blev bombet intenst i flere uger, før amerikanske styrker søndag og mandag indtog byen. Også Amnesty International frygter, at klyngebomberne vil få de civile tabstal til at stige. »Alle civile tab er en tragedie. Og vi frygter, at der vil komme flere i de kommende uger«, siger en talsmand fra Amnesty Internationals hovedkvarter i London. Hæslige konsekvenser »USA har gjort en hel del for at leve op til de internationale konventioner om at minimere de civile tab. Men deres brug af klyngebomber, blandt andet i civile områder, kan få hæslige konsekvenser. Ganske som andre krige har set børn blive lemlæstet eller dræbt af landminer, kan irakiske børn forveksle klyngebomberne med legetøj«, tilføjer talsmanden for Amnesty International.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Interview
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Analyse




























