Dansk ambassadør følger Baliretssag

Lyt til artiklen

En islamisk aktivist blev mandag som den første ført i retten for at svare på anklager om at stå bag terrorbomben på Bali sidste år, der kostede 202 mennesker livet, heriblandt tre unge danske kvinder. Ifølge anklageren var folkene bag bomben drevet af deres hævnfølelse over for USA, og den danske ambassade i Indonesien følger på vegne af de danske ofres familier retssagen på den indonesiske ferieø. »Vi følger retssagen, der er anlagt af den indonesiske regering mod de anklagede, men vi repræsenterer ikke familierne«, siger ambassadør Geert Aagaard Andersen til Ritzau. Bombemand med stenansigt Den tiltalte er den 40-årige mekaniker Amrozi, der i indonesisk presse omtales som den smilende bombemand. Men under sin første optræden i retssagen sad han med stenansigt, mens anklageren læste højt af det omfattende anklageskrift, og hvis Amrozi skulle blive kendt skyldig, er det endnu uvist, om der vil blive rejst et erstatningskrav mod ham. Amrozi nægter sig skyldig i anklagerne, der risikerer at ende med en dødsstraf ved skydning. Retssagen forventes at vare fem måneder. »Jeg er ikke bekendt med, at familierne til ofrene er taget hertil for at følge retssagen, og jeg er heller ikke bekendt med, at der skulle være en erstatningssag på vej mod de anklagede«, siger den danske ambassadør videre. Ifølge anklageren tog Amrozi del i seks planlæggende møder forud for terrorbomben, og fra officiel indonesisk side har der været anklager fremme mod den fundamentalistiske gruppe Jemaah Islamiah, der menes at have leveret den ideologiske baggrund for bombeangrebet. Overlevende med til retssag Til stede i retten var også enkelte, der overlevede terrorbomben, og en del familier til dræbte indonesere. To forlod bygningen grædende, inden retsmødet sluttede. »For at være ærlig, dette er det bedste, der kunne ske. Da Amrozi gik herind, da følte jeg, at der var noget i mig, som blev løftet fra mig«, sagde australieren Peter Hughes, mens han holdt sig til en indbundet arm, der dækkede over brandsår, han fik ved terrorbomben. Amrozis advokater siger, at retssagen på Bali viser, at verdens mest folkerige muslimske land Indonesien har bøjet sig for udenlandsk pres.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her