USA udleverer østtysk spionarkiv

Lyt til artiklen

Da DDR brød sammen i 1989, forsvandt, under uopklarede omstændigheder, et svulmende arkiv over personer, der havde arbejdet for den østtyske efterretningstjeneste. Arkivet dukkede senere op i USA - via Moskva. Først nu, og efter stort pres på amerikanerne, har det genforenede Tyskland fået arkivet udleveret. Bæver ved tanken Ikke så få tyskere vil sikkert bæve ved tanken om, at de nu risikerer at blive afsløret som DDR-agenter. Men lederen af undersøgelsesarbejdet, Marianne Birthler, advarer på forhånd mod forventninger om, at det vil komme til dramatiske retssager. En stor del af sagerne vil for længst være faldet for forældelsesfristelsen, for arkivet spænder over en lang periode: 1954-1989. Året før Muren faldt, blev hele arkivet kopieret på mikrofilm. Til Moskva Originalmaterialet blev tilintetgjort af den østtyske sikkerhedstjeneste, da det stod klart, at DDR's dage var talte. Men kopierne blev af østtyskerne overdraget til deres sovjetiske kolleger i KGB, som bragte arkivet til Moskva. Ifølge den amerikanske efterretningstjeneste CIA var det en russisk efterretningsmand, der af idealistiske grunde udleverede arkivet til amerikanerne. De tyske myndigheder, der omtalte arkivet under kodeordet 'Rosewood' (Rosentræ), var naturligvis stærkt interesserede i at få adgang til oplysninger om, hvem der måtte have været agenter for DDR. Af smertelig erfaring vidste man jo, at det var lykkedes DDR at skaffe sig øjne og ører på forbløffende højt niveau i Vesttyskland. Eksempelvis blev daværende kansler Willy Brandts højre hånd afsløret som østtysk agent. Langsomme amerikanere Men først i 2000 begyndte USA gradvis at give Tyskland adgang til arkivet, der fylder 381 cd-rommer. Og først forleden blev hemmelig-stemplingen af det samlede materiale ophævet, så alle berørte personer kan få adgang til det. Amerikanerne forklarede deres sendrægtighed med kildebeskyttelse, det vil sige, at de ville sikre sig mod, at dobbeltagenter under den kolde krig blev afsløret ved hjælp af arkivet. 200.000 navne Det skønnes, at DDR rådede over 3.500 agenter i Vesttyskland, da Muren faldt i 1989. Og at i alt ca. 12.000 vesttyskere har været i østtysk sold i løbet af hele DDR-tiden. Det overvældende flertal var 'små fisk', der ikke kan bringes ind under den strengeste paragraf om landsforræderi. Når Rosewood-arkivet omfatter hen ved 200.000 navne, skyldes det, at østtyskerne også førte kartotek over personer, der kunne tænkes at egne sig som leverandører af oplysninger om Vesttyskland. Det danske politis efterretningstjeneste (PET) vil ifølge Ritzaus Bureau forhøre sig hos de tyske myndigheder, om der optræder danskere i Rosewood-arkivet. Halvt år at få styr på arkivet Men Marianne Birthler, der er chef for alle de arkiver, som DDR's sikkerhedstjeneste Stasi efterlod, oplyste forleden på en pressekonference, at man tidligst om et halvt år vil have styr på arkivet. Det tidkrævende arbejde skyldes dels, at østtyskerne ofte lod flere agenter optræde under samme dæknavn, dels at der forekommer mange fejl i den amerikanske afskrivning af materialet. Blandt andet fordi der hverken findes ä eller ü på CIA's computere. Måske har amerikanerne mere Marianne Birthler indrømmer, at man ikke kan være sikker på, at amerikanerne har givet alt, hvad de fandt i arkivet, tilbage. Man hører nu alle hånde spekulationer om, at CIA i det udleverede materiale har slettet personer, som det er lykkedes amerikanerne at 'omvende', sådan at de tidligere DDR-agenter i dag spionerer for USA - i Tyskland. Flere politikere har krævet, at arkivet bør bruges til at kontrollere, om offentligt ansatte i sin tid måtte have arbejdet for DDR's efterretningstjeneste. Hans-Joachim Hacker, næstformand i Socialdemokratiets parlamentsgruppe, minder om, at DDR-funktionærer blev »gennemlyst« efter Murens fald. Nu bør deres vesttyske kolleger stå for tur, mener han. Samtidig med at de østtyske embedsmænd får endnu et sikkerhedstjek.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her