Saddams sønner måske pågrebet

Lyt til artiklen

Meget tyder på Saddam Husseins to sønner Qusay and Uday er blevet fundet og dræbt i forbindelse med et amerikansk angreb i Mosul i det nordlige Irak. Her har de amerikanske styrker længe været på jagt efter Saddam Hussein og hans tro støtter heriblandt de to sønner. Det var dog sent i eftermiddag endnu usikkert, om sønnerne var i amerikansk varetægt, eller om de overhovedet havde været i den ejendom, som amerikanske soldater stormede tidligere på dagen. Det Hvide Hus i Washington oplyser tidligt tirsdag aften, at det endnu ikke kan bekræftes, at de to sønner er blevet fundet. Officielle amerikanske kilder oplyser til det britiske nyhedsbureau Reuters, at der er »gode chancer« for at Saddams sønner er blevet fundet i Irak. »Der har været en ildkamp i Mosul, og der er et antal dræbte, og to af dem kan være Uday og Qusay. Der er en god mulighed for, at de var tilstede under angrebet«, siger kilden, der ønsker at være anonym. Han understreger, at oplysningerne ikke er endeligt bekræftet. Store dusører De amerikanske styrker har været på jagt efter Saddam Hussein og hans sønner efter de efter al sandsynlighed overlevede to attentatforsøg med bomber under krigen. USA har lokket med store dusører for oplysninger, der kan føre til enten Saddam Hussein eller hans to sønner. 25 millioner dollar eller omkring 160 millioner kroner er tilbudt for informationer, der leder til Iraks tidligere leder Saddam Hussein, mens beløbet for de to sønner har ligget på knap 100 millioner kroner. Udraderede hus med kamphelikoptere Ifølge kilderne er fire irakere blevet dræbt i forbindelse med et angreb mod et hus og en række ledende irakere er blevet taget til fange. »Enkeltpersoner med stor interesse for koalitionsstyrkerne gemte sig i bygningen«, siger oberstløjtnant William Bishop til Reuters. Han oplyser, at flere personer blev pågrebet, mens en anden ledende officer siger til Reuters, at fire personer blev dræbt under aktionen. Et øjenvidne siger til den britiske tv-station BBC, at huset blev totalt ødelagt efter, at kamphelikoptere deltog i angrebet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her