De indiske børns skolebøger er for tiden ved at blive skrevet om. Overalt i Indien genskrives historiebøgerne, så de fremhæver landets hinduistiske baggrund og beskriver Indiens fortid som yderst glorværdig. Den traditionelle vediske matematik, hvor alt måles efter, hvor det står i forhold til kosmos, er ligeledes mange steder igen kommet på skoleskemaet. Bevægelse vokser Det er blot de seneste eksempler på, hvordan det store hindunationalistiske regeringsparti, BJP, forsøger at skabe grobund for en hindunationalistisk stat. Overalt i Indien vokser den hindunationalistiske bevægelse frem med forrygende fart, og i 1999 overtog det hindunationalistiske parti, BJP (Bharatiya Janata Party) magten efter det venstreorienterede Kongrespartiet. BJP-partiets leder, Atal Behari Vajpayee, leder nu en regering, som blandt andet består af flere andre hindupartier. Omkring 80 procent af Indiens én milliard store befolkning er hinduer, og hindunationalisternes mål er at skabe en religiøs hindustat. Indien som centrum I forhold til det pensum, de indiske børn skal undervises i, gør hindunationalisterne en dyd ud af at opdrage børnene i det, de mener, er den rette historielære. »Det er meget magtpålæggende for hindunationalisterne, at børnene lærer, at Indien er centrum for verdenshistorien, og at nationen forstås som en hindunation. Alt det dårlige, der er sket i landet, mener de skyldes andre udefrakommende kræfter, som f.eks. Storbritannien og muslimerne«, siger Stig Toft Madsen, lektor i Internationale Udviklingsstudier på RUC. Moderat Samtidig med regeringens indgreb i skolerne breder ekstremistiske hindunationalistiske grupper sig hastigt over alt i Indien, og mens BJP betragtes som moderat i forhold til disse, har partiet ifølge menneskeretsgrupper stærke bånd til ekstremisterne, som menes at levere det ideologiske kampmateriale. »Flere af BJP-partiets medlemmer stammer fra de højreorienterede hindunationalister, og de bærer deres tanker med sig ind i partiet«, siger en kilde fra en menneskeretsorganisation, som ønsker at være anonym på grund af sagens politiske karakter. BJP betegner sig selv som et parti for alle dele af samfundet. Officielt ønsker det ikke det traditionelle kastesystem, som opdeler folk i forskellige samfundslag, opretholdt og taler for, at alle skal være lige i forhold til lovgivningen. Men Indiens mindretal har det alligevel svært. Ifølge Stig Toft Madsen er især de 12 procent muslimer, der bor i Indien, udsat for diskrimination. I delstaten Gujarat har man i de senere år set, at når f.eks. naturkatastrofer eller optøjer har ødelagt huse og ejendele, og muslimerne har måttet flygte, har hinduer overtaget deres huse, når muslimerne er vendt hjem. Uroligheder »BJP-regeringen gør intet for at undgå det. De hjælper ikke de flygtende muslimer hurtigt nok hjem. Når de kommer tilbage, er hinduerne flyttet ind i deres huse, og de må tage af sted igen«, siger Stig Toft Madsen. I Gujarat opstod der sidste år voldsomme uroligheder, og over 2.000 mennesker blev dræbt. Flertallet var muslimer. Kvinder blev voldtaget af politiet, og ifølge Amnesty International måtte kvinderne anmelde voldtægterne til de selv samme politifolk, som forinden havde forgrebet sig på dem. Efter massakren er ingen blevet dømt. »Dette viser, at det er i orden at slå muslimer ihjel. Det er det signal, der når ud til resten af den indiske befolkning. Det er en tragedie«, siger en anonym menneskeretsforkæmper. Også kristne i Indien har svære vilkår under den BJP-ledede regering. »Præster er blevet slået ihjel, og nonner er blevet voldtaget. Kirkerne bliver smadret. Regeringen beklager, at det er sket, men så sker der heller ikke mere«, siger Stig Toft Madsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Jessica Nielsen




























