Trods en trussel om et amerikansk veto forbereder FN's sikkerhedsråd en afstemning i dag om en resolution fra arabiske lande, der kræver, at Israel ikke skader eller deporterer den palæstinensiske leder, Yassir Arafat. Resolutionen, som er formuleret af den palæstinensiske FN-repræsentant Nasser al-Kidwa, har imidlertid ikke støtte fra USA i dens nuværende form. »Partisk mod Israel« USA, der er Israels nærmeste allierede, beklager, at resolutionen ikke klart fordømmer terrorismen fra militante palæstinensiske grupper. Samtidig har amerikanerne gennem FN-ambassadør John Negroponte kritiseret resolutionsudkastet for at være »meget partisk mod Israel«. Negroponte sagde, at der allerede ligger en »fuldstændig god fredsplan på bordet«, som senere i denne måned vil blive drøftet af USA, Rusland, EU og FN. Den israelske ambassadør i FN, Dan Gillerman, har kaldt Arafat for »en løgner« og »en professionel terrorist«, som forhindrer en fredsløsning.
USA truer med veto ved FN-afstemning om Arafat
Lyt til artiklen