Anholdelsen af en 24-årig mand i sagen om drabet på Anna Lindh har ført til heftig debat i Sverige om den offentlige psykiatri. Siden det kom frem, at den 24-årige blot fem dage inden drabet på den svenske udenrigsminister var blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital, har kritikken haglet ned over det offentliges hjælp til psykisk syge kriminelle. Kritikken blev ikke mindre, da det kom frem, at den 24-årige fem dage efter drabet blev afvist på den psykiatriske modtageafdeling, da han bad om hjælp. Mange eksempler på svigt Det hører langt fra til sjældenhederne, at det offentliges hjælp til psykisk syge svigter, tordner formiddagsavisen Expressen. Den dag, Anna Lindh døde, forlod en 23-årig mand et åbent psykiatrisk hospital, gik hen til en nærliggende børnehave og stak gentagene gange en kniv i maven på en femårig pige. Og eksemplerne står i kø. I juli kunne en stærkt paranoid 21-årig pige forlade sit åbne hospital og i bil køre 15 kilometer i den forkerte side af motorvejen, før hun omkom i et sammenstød med en lastbil. I minutterne før havde hun skadet adskillige modkørende bilister. Psykiatrireform får skylden Problemet rækker langt tilbage. Siden de sociale myndigheder i 1995 gennemførte den såkaldte psykiatrireform - der i stedet for indlæggelse af psykisk syge kriminelle i lukkede fængsler foreskrev rehabilitering i samfundet - er tusinder af psykisk syge patienter blevet sendt i jobtræning og i resocialisering. For mange patienter har det været en succes. Men ifølge psykiatriprofessor Sten Levander har reformen efterladt tusinder af syge patienter uden for systemets rækkevidde - til skade for de syge selv og for samfundet. »Systemet mister kontrollen med de syge. Alt for mange kriminelle sættes på fri fod eller sendes i rigtige fængsler, hvor de ikke kan få den passende behandling. Mange bor på gaden og mishandler sig selv«, siger professor Sten Levander til Expressen. »Forholdene er umulige. Systemet gør, at arbejdsopgaver, ansvar og mål er uklare for de ansatte. Desuden er det utroligt svært at finde arbejdskraft. Psykiatere og sygeplejersker gider ikke arbejde under så kummerlige forhold«, siger professor Sten Levander. Ministrene må gå Sten Levander mener, at de ansvarlige sidder i landets social- og sundhedsministerier. Ministrene bør tage konsekvensen og forlade posterne, siger han. Den 24-årige mand, der sidder anholdt i fængslet Kronoberg for drabet på Anna Lindh, er i færd med at blive mentalundersøgt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Anders Jerichow
Debatindlæg af Louise Haltrup Borgen
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind




























