En israelsk soldat er blevet dræbt i en skudveksling ind over grænsen til Libanon, oplyser det israelske militær. Ifølge israelerne stod den militante libanesiske gruppe Hezbollah bag angrebet, der fandt sted mandag nær byen Metulla. Israelerne besvarede ilden. 'Syrien er ansvarlig' Soldaten er det første israelske tab i det nordlige grænseområde siden august. »Syrien er ansvarlig for, hvad der sker her, når landet lader terrorgrupper få frit spil«, siger den israelske generalmajor Benny Gantz. Hezbollah afviser at stå bag angrebet. Skudhuller i FN-lastbil Ifølge libanesiske kilder indledtes skyderiet på den israelske side, da israelerne beskød to biler på en vej i den sydlige del af landet. En FN-ansat siger til Reuters, at en af FN's vandlastbiler i området er blevet ramt af tre skud affyret fra israelsk side. Fireårig dræbt Tidligt i dag er en fireårig libanesisk dreng blevet dræbt, da et missil ramte hans hjem. Muligvis blev missilet affyret fra libanesisk side. USA: Syrien på den forkerte side i terrorkrigen Stemningen er spændt i regionen, efter at Israel søndag bombede en påstået træningslejr for Islamisk Jihad i Syrien som hævn for lørdagens selvmordsangreb i Haifa, som dræbte 19 personer. Syrien har i stærke vendinger afvist, at det israelske mål var en træningslejr for terrorister og har krævet, at FN skal fordømme det israelske angreb. En resolution om en fordømmelse af det israelske angreb led en krank skæbne i Sikkerhedsrådet, hvor Syrien i stedet måtte lægge øre til, at den amerikanske FN-ambassadør John Negroponte sagde, at Syrien står 'på den forkerte side i krigen mod terror'. Bush: Israel har ret til at forsvare sig Den amerikanske præsident George W. Bush har mandag sagt, at Israel har ret til at forsvare sig selv, men at landet bør undgå at eskalere konflikten. Tirsdag siger den israelske premierminister Ariel Sharon, at Israel er parat til at 'slå til mod dets fjender hvor som helst og når som helst'. Sharon udtalelse er faldet i forbindelse med en højtidelighed for 30-året for krigen i Mellemøsten i 1973.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























