Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Mordtiltalt begik selvmord efter første retsmøde

Lyt til artiklen

En franskmand, som er tiltalt for tre drab tilbage i 80erne, har begået selvmord på hospitalet, hvor han var indlagt efter flere måneders sultestrejke. Det skete få timer efter, at retssagen mod ham blev indledt ved domstolen i Reims i den nordlige del af Frankrig. Brugte et barberblad Den 57-årige krigsveteran Pierre Chanal skar hovedpulsåren i sit ene ben over med et barberblad, og han døde på grund af blodtabet. Politiet er gået i gang med at efterforske, hvordan et barberblad kunne dukke op på den tiltaltes hospitalsstue, og om det måske er anbragt der med vilje. Ialt er Chanal mistænkt for otte drab, men han har bedyret sin uskyld og har i flere måneder sultestrejket for at slippe for at skulle møde op i retten, skriver BBC Online. DNA-teknologi opklarede de tre drab Når retssagen først går i gang så mange år senere, så skyldes det, at tre af de mord, han er mistænkt for, er opklaret på grund af DNA-teknologien. Chanal har siddet ti år i fængsel for overfald på en ung ungarsk mand i sin autocamper i 1988. I perioden 1980 til 1987 er otte mænd forsvundet i Marne-området, og syv af dem var værnepligtige. I Chanals camper fandt man hår, som senere, ved hjælp af dna-prøver, viste sig at tilhøre tre af de forsvundne mænd. Pårørende fortvivlede Pårørende til ofrene, som var mødt talstærkt op i retssalen i håb om endelig at få sandheden om ofrenes skæbne, var fortvivlede ved oplysningen om selvmordet. »Der bliver ingen retfærdighed for vores søn, og det har jeg svært ved at acceptere«, siger Roger Denis. Chanals søster Simone siger derimod, at hendes bror er offer for et retsvæsen, som har drevet ham til at begå selvmord.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her